Et lyspunkt bliver optagelsen af to nye medlemmer, Comorerne og Østtimor. WTO når dermed op på 166 medlemmer – med flere end 20 ansøgere i venteværelset. Tilgangen af nye medlemmer signalerer tiltro til WTO’s relevans, men også det går langsomt. Nogle ansøgere har været 20 år undervejs i processen med kun beskedne fremskridt.
Blandt andre fejringer vil være færdiggørelsen af aftalen om investeringslettelse for udviklingslande (IFD), hvor over 100 medlemmer - blandt andet efter kraftig kinesisk tilskyndelse - har tilsluttet sig.
Efter den fejlslagne Doha-runde er de store multilaterale handelsrunder med ambition om globale toldnedsættelser lagt i graven. WTO’s fremtid synes dog allerede begyndt med de såkaldte plurilaterale aftaleforhandlinger - en række frivillige forhandlinger mellem en mindre kreds af medlemmer. Eventuelle aftaler vil være åbne for alle, men kun forhandlingsparterne er forpligtede. Generaldirektør Ngozi presser med støtte fra EU og en række andre lande på for, at igangværende uformelle drøftelser om handel og miljø (herunder ikke mindst klima) skal pege frem mod egentlige aftaleforhandlinger.
Det er muligt at nå positive skridt på MC13, også på områder af væsentlig betydning for EU og dermed Danmark. Men forhandlingssituationen er kompliceret og sker i en kompliceret kontekst, hvor man ikke vil se resultater realiseret før under selve MC13.
Af Ib Petersen, ambassadør, fast repræsentant, FN-Missionen, Genève.