Korea er åben for business på det grønne område, hvor særligt danske virksomheder står stærkt, og det skaber store eksportmuligheder. Samtidig er Sydkorea en stærk spiller med en veludviklet industri, der er internationalt anerkendt inden for bl.a. stål, skibsbyggeri og kabler. Det giver landet et gunstigt udgangspunkt for at kunne levere til havvindindustrien.
Der er dog nogle dele af forsyningskæden, hvor den lokale industri lige nu ikke kan matche de danske kompetencer. Det gælder især inden for produkter og services relateret til styresystemer til vindmøller, infrastruktur til transformerstationer, ingeniørrådgivning og konsulentydelser samt en række andre ydelser i forbindelse med opførelse af havvindmølleparker. Derfor kan partnerskaber mellem danske og koreanske virksomheder være en frugtbar vej til at styrke den lokale havvindindustri og tilpasse sig hinandens forsyningskæder, og her er Vestas et glimrende eksempel på en dansk virksomhed, som har haft succes med netop det.