En bæredygtig tekstilindustri er en nødvendighed for at sikre den grønne omstilling. Men der er behov for en omfattende og gennemgående transformation af industrien for at sikre en grønnere fremtid. Den danske tekstilproducent United Textile Group (UTG) har taget téten og har i samarbejde med The Trade Council i Istanbul introduceret grønne produktionsløsninger til det tyrkiske marked, i håbet om at dele deres erfaringer med bæredygtig tekstilproduktion
The Trade Council i Istanbul har arbejdet sammen med UTG de seneste fire år. I denne årrække har repræsentationer i den Sydøsteuropæiske region assisteret virksomheden med en bred vifte af opgaver herunder juridisk vejledning i forhold til lokale forhold og regulativer, løsning af bureaukratiske tvister, udpegning af potentielle kunder samt adgang til lokale beslutningstagere. Senest er samarbejdet blevet styrket yderligere, da UTG har givet sig kast med bæredygtighed og cirkulær økonomi i regionen.
UTG blev etableret i 1968 af familien Møller. Virksomhedens rejse begyndte oprindeligt som en mindre produktionsenhed i familiens hjem, men den voksede sig hurtigt til en større multi-brand virksomhed på flere europæiske markeder. Via deres produktionsfaciliteter i Tyrkiet, Ukraine og Bangladesh arbejder UTG på at sikre en grønnere fremtid for industrien, ved løbende at tilpasse nye teknologier og arbejdsgange for at nedbringe virksomhedens klimaaftryk og dermed kunne tilbyde bæredygtige beklædningsgenstande.
Siden den spæde start har UTG oplevet flere forhindringer på det tyrkiske marked:
”Den største udfordring har været kulturforskellene mellem dansk og tyrkisk kultur. Disse forskelle havde vi klart undervurderet og har nu lært, at den danske måde at gøre tingene på ikke nødvendigvis er den rette,” siger Mogens Ravnholt Jensen, CEO hos UTG Turkey.
For at imødekomme kulturforskellene valgte UTG at indgå et samarbejde med The Trade Council in Turkey, som er Udenrigsministeriets handelsafdeling i Tyrkiet. Deres lokale kultur- og markedskendskab kombineret med deres evne til at give adgang til lokale beslutningstagere har sikret en mere gnidningsfri og profitabel markedsadgang.