Kim Andersson fremhæver, at ”uden et tæt partnerskab med vores lokale partner og The Trade Councils medarbejdere i Tyrkiet ville vi ikke have haft succes i Tyrkiet. Det har været vores smarteste investering. Vi betragter The Trade Council som en essentiel partner i vores fremtidige aktiviteter i Tyrkiet,” og fortsætter, ”når det gælder kontakt til tyrkiske virksomheder, har vi haft særlig gavn af samarbejdet med The Trade Council. Uanset hvilken virksomhed vi har rakt ud til, har The Trade Council altid været i stand til at skaffe os adgang på det rette niveau.”
Tyrkiet har de senere år mærket klimaforandringerne. Isommer blev Tyrkiet ramt af nogle af de værste skovbrande i mange år, og manglen på vandressourcer er et tiltagende problem i store dele af landet. Det gælder ikke mindst i de store by- og industriområder, hvor behovet for rent vand er presserende, og nødvendigheden af at sikre en bedre og mere energieffektiv administration af begrænsede vandressourcer er afgørende.
Hvor det i første omgang var markedsmulighederne, der vakte Kims interesse i Tyrkiet, er det siden blevet klart for ham, at Tyrkiet har mange andre fordele for en innovativ vækstvirksomhed som Aquaporin. Tyrkiet har en stor fremstillingsindustri, bl.a. inden for plast- og metalkomponenter, men står også stærkt inden for hvidevarebranchen, der er vant til at arbejde tæt med europæiske kunder.
Dertil er det – ikke mindst med de aktuelle udfordringer og priser på logistikområdet – en kæmpe fordel, at Tyrkiet grænser direkte op til EU’s indre marked og er omfattet af en toldunion, der fritager stort set alle handlede varer fra told. Alt sammen understøttet af en god infrastruktur og logistik, herunder danske logistikvirksomheder.