Verden over står sundhedssystemer over for store udfordringer, og selvom Danmark og Nordamerika er adskilt af knap 6000 kilometer, er udfordringerne på hospitalerne langt fra forskellige. Mangel på personale, udbrændthed blandt sundhedsprofessionelle, stigende antal patienter med kroniske og metaboliske sygdomme, udfordringer med adgang til sundhedsydelser og en aldrende befolkning presser begge systemer. Disse fælles udfordringer gør, at løsninger som innovation og ny teknologi ofte anses som svaret på at tackle disse udfordringer, hvor målet er at forbedre kvaliteten af pleje uden at sprænge budgetterne.
Under CIS 2024 delte gæstetalere fra verdens førende hospitaler - herunder Cleveland Clinic, Unity Health, Mass General Brigham, Beth Israel Lahey Health, Mayo Clinic og UC Davis - deres erfaringer med at integrere innovation i klinisk praksis for at løse udfordringer i hospitalsvæsenet. I både det danske og amerikanske sundhedsvæsen er emner som kunstig intelligens, hospital-at-home-konceptet og innovationsledelse i sundhedssektoren i øjeblikket i særligt fokus. Disse emner blev naturligvis også italesat under paneldebatter og taler, hvor aktører fra Danmark, Canada og USA diskuterede deres erfaringer og perspektiver under CIS 2024.
Her blev der også fremhævet styrker inden for sundhedsvæsenet, hvor blandt andre Muhammad Mamdani, Vice President for Data Science and Advanced Analytics ved Unity Health Toronto, fremhævede Danmarks anvendelse af data:
”Når jeg tænker på, hvad I har i Danmark, så er I langt fremme i forhold til majoriteten af verdens lande, når det kommer til data, og det er en uvurderlig ressource, som jeg mener, at danskerne benytter sig af langt bedre end de fleste steder på planeten”.