Den danske virksomhed StoryHunt blev sat på det svenske landkort ved hjælp af kyndig vejledning fra The Trade Council. Rådgivningen hjalp StoryHunt med at komme ind på det svenske marked og lande aftaler med nye kunder – blandt andet Dreamhack/ESL, som er den største e-sportsorganisation i verden.
StoryHunt er en dansk virksomhed, som vægter aktiv underholdning og socialt samvær højt. Gennem en kombination af deres online platform og fysisk aktivitet sigter virksomheden efter, at brugere opnår socialt samvær og nye relationer gennem spændende fortællinger i byen og naturen. ”Underholdning er bedst, når vi lærer af den”, skriver StoryHunt på deres hjemmeside. Dermed er storytelling en central forudsætning for at kunne opnå dette, hvorfor virksomheden inddrager historiske fakta med henblik på videreformidling og udfordring af brugerens perspektiver.
StoryHunt ekspanderer ud over landegrænser
Siden lanceringen af app'en i Danmark i 2017 har StoryHunt søgt mod nye udfordringer og markeder. Dette har bl.a. ført dem til Tyskland, hvor de fik hjælp af Udenrigsministeriet via eksportforløbet 'Go B2B Munich'.