Formand for DI Food, Leif Nielsen, indledte med en introduktion til den danske ingredienssektor. Det er fortællingen om en forsknings- og udviklingstung sektor, der kan gøre fødevarefremstilling mere konkurrencedygtig og bæredygtig – og samtidig udvikle sundere, billigere og mere smagfulde fødevarer.
Derefter gav Anders Ankær Sparre, souschef i Fødevarestyrelsens Center for Internationalt Samarbejde, et indlæg om den danske myndighedstilgang til sektoren. En central pointe er en tæt og løbende dialog med erhvervslivet. Det giver gensidig forståelse og synergi på områder som fødevaresikkerhed, sundhed og bæredygtighed i fødevaresektoren, men også i forhold til spørgsmål om købekraft og importafhængighed, der er centrale spørgsmål i Tyrkiet.
Derefter gav lokale repræsentanter for tre danske ingrediensvirksomheder flere konkrete eksempler på deres tætte udviklingssamarbejde med tyrkiske fødevarevirksomheder. I et tilfælde havde valget af ingredienser betydning for energiforbruget i fremstillingen, hvilket igen påvirker produktets pris. Der blev flere eksempler på, hvordan ingrediensvalg havde indvirkning på ressourceforbrug og effektivitet i produktionen, eller hvor sundt et produkt er.