Der er fart på den grønne omstilling i Sydkorea, hvor et stigende antal aktører skubber på for CO2-neutralitet, og det skaber gode muligheder for danske løsninger på det koreanske marked. Det gælder bl.a. inden for biogas, hvor en nyligt foreslået lov, som forventes vedtaget i parlamentet i nærmeste fremtid, forpligter alle koreanske kommuner til at producere biogas fra deres organiske affald, hvilket bliver en helt ny tilgang til affaldshåndtering i landet.
Traditionelt har man i Sydkorea betragtet organisk affald som noget, der på lige fod med andet affald blot skulle bortskaffes, og denne tankegang har også været understøttet af de regulatoriske rammer. Men med det nylige skifte hos lovgiverne peger pilen mod en langt bedre ressourceudnyttelse, som også har øget efterspørgslen efter kompetencer og teknologi på området, og det skaber store muligheder for danske virksomheder – særligt inden for ingeniørrådgivning, genvinding af næringsstoffer, afsvovlingsteknologi og opgradering af biogas, hvor danske virksomheder og løsninger er eftertragtede på grund af deres høje kvalitet.
Samtidig betyder det større fokus på biogas i Sydkorea, at det er væsentligt nemmere for udenlandske virksomheder at komme ind på markedet, som tidligere har været kendetegnet ved meget svær adgang.