Det udvider markedet og betyder efterspørgsel på innovative, grønne løsninger, der nemt kunne komme fra danske virksomheder, viser en ny rapport fra et fransk konsulenthus.
Den franske genopretningspakke er et økonomisk boost mod de franske klimamål og i disse år samtidig en chance for danske virksomheder til at positionere sig på det franske marked og sikre sig en bæredygtig plads.
100 milliarder euro er afsat til genstart af økonomien, hvoraf 40 milliarder kommer fra EU. Det er 9,5 procent af Frankrigs BNP og den største hjælpepakke i EU (målt i andel af BNP).
Frankrig vil skabe nye arbejdspladser ved at sætte turbo på den grønne omstilling.
Næsten en 1/3 af den franske hjælpepakke er målrettet bæredygtig udvikling, der skal forbedre energieffektiviteten i flere sektorer og sætte skub i langsigtede, strukturelle ændringer i Frankrig og gøre landet til en lavemissionsøkonomi.
”Den franske genopretningspakke er en stor saltvandsindsprøjtning i 2021 og 2022 til energirenovering af bygninger, dekarbonisering af industrien og den nye hydrogenøkonomi. Danske grønne virksomheder har netop nu mulighed for at komme ind på det franske marked og sikre sig betydelige markedsandele på markedet for energiomstilling på den lange bane,” siger Guillaume Neveux, direktør i det franske konsulenthus I-Care & Consult.
Ny rapport afslører stort potentiale
Konsulenthuset, der er specialiseret i den grønne omstilling, har udarbejdet rapporten Strategic Analysis of Danish Export Potential Related to the French EU Recovery Action Plan “France Relance” with a Sustainability Focus for den danske ambassade i Frankrig.