Writereader vil lære verdens børn at læse og skrive. Første skridt på vejen er USA. Med hjælp fra The Trade Council har de etableret et lokalt datterselskab, og for nyligt underskrevet kontrakt med det største skoledistrikt i Maryland. Nu er der for alvor sat strøm til den amerikanske drøm.
I 2012 opdagede Janus Madsen, COO & Founder af Writereader, en stor udfordring. 15 procent af alle elever, der gik ud af 10. klasse havde svært ved at skrive og læse. Derfor udviklede Writereader et værktøj, der gjorde børn til forfattere af deres egne bøger. Næste skridt blev taget, og Writereader begyndte deres indtog på det amerikanske
marked.
I dag har Writereader ugentligt brugere fra alle Amerikas forenede stater på deres platform, men særligt Maryland, Texas, North Dakota og Vestkysten udmærker sig. Sidste år kom virksomheden op på en halv million brugere, og med en ny storkunde i Montgomery er drømmen om Amerika for alvor en realitet.
”Vi har netop underskrevet kontrakt med Montgomery, der er det største skoledistrikt i Maryland, hvor vi er i gang med at uddanne 1200 lærere i programmet. Det er en stor milepæl for os,” fortæller Babar Baig, CEO og Co-founder hos Writereader.
At få sådan en ordre i hus kræver mere end hårdt arbejde og et godt produkt. På turen over Atlanten var det særligt den markant anderledes lovgivning, forsikringsforhold og kulturforskellene, der gav anledning til mange ubesvarede spørgsmål.
I starten af 2021 indså Writereader derfor, at de var nødt til at være repræsenteret i USA, for at kunne vækste på det amerikanske marked og lande ordren med Montgomery. Derfor kontaktede de The Trade Council, hvor Oliver Harling Hede, handelsrådgiver på generelkonsulatet i Chicago, har hjulpet virksomheden med lokal virksomhedsetablering og oprettelse af produktforsikring.