Texas’ åbne prærie er blevet afbildet utallige gange på det store lærred i episke westernfilm. Men mens det i filmene er snu bankrøvere, der volder problemer for de lokale, så er virkelighedens skurke nogle helt andre.
Mange steder af Texas er svært udfordret af vandmangel, befolkningstilvækst og tørke. Det har gjort vand til en knap og kostbar ressource. Derfor står et lækagefrit distributionsnet højt på forsyningernes prioriteringsliste. Det har også sikret den danske virksomhed Leif Koch en ny ordre i bogen.
Leif Koch er eksperter i lækagesporing og dermed også i at reducere vandtab i forsyningsnettet. Med deres omfattende viden har de undervist driftsmedarbejdere fra Austin Water, San Antonio Water Systems og Texas Water Company i forskellige opsporingsmetoder.
Leif Koch havde en repræsentant fra deres mangeårige samarbejdspartner, HOFOR, med som medunderviser. Deltagelsen af Danmarks største forsyning skaber et vigtigt referencepunkt for de amerikanske forsyninger og bidrager til en større forståelse af arbejdsgangene på begge sider af Atlanten.