DHI er en danskejet konsulent- og forskningsvirksomhed, der specialiserer sig inden for områder relateret til vandressourcer. DHI spiller en væsentlig rolle i at løse globale udfordringer og bidrager til en bæredygtig udvikling og beskyttelse af vitale ressourcer, såsom vand- og energiforsyninger.
Også i Tyskland ønsker man at beskytte sine vitale ressourcer, såvel som at optimere energiprocesser i ambitionen om at blive energineutrale. Det ønske havde TBZ Flensburg også. Rensningsanlægget i Flensborg havde en udfordring med pladsmangel og søgte efter alternative udvidelsesmuligheder. Her så The Trade Councils sektorekspert Jan Petersen en mulighed for en konkret løsning på problemet, gennem energioptimering af rensningsanlægget. Det kunne reducere TBZ Flensburg’s energiforbrug og afværge en potentiel udvidelse af rensningsanlægget. Derfor tog Jan Petersen kontakt til TBZ Flensborg, og ved et besøg i Danmark ved Marselisborg Rensningsanlæg, fik de indblik i, hvordan vi i Danmark har optimeret processer, og at flere af de danske rensningsanlæg allerede er energi-neutrale og nogle endda energi positive. Det gjorde TBZ Flensburg meget åbne over for en gennemførelse af et energistudie og for at afdække mulighederne for også at optimere anlæggets energiforbrug og produktion. I spidsen for energistudiet stod den danske virksomhed DHI, som gennem WTA fik tildelt EKF-midler til gennemførelsen af energistudiet.