Den nye fabrik på 30.000 m2 bliver Coloplasts største til dato, som allerede fra 2026 vil imødekomme den globalt voksende efterspørgsel efter intermitterende katetre. Fabrikken i Portugal vil fokusere på produktion til Europa, Coloplasts største marked. Fabrikken vil være et supplement til Coloplasts eksisterende volumenfabrikker i Ungarn, Kina og Costa Rica.
Portugal blev valgt som destination for den nye fabrik efter en indledende due diligence-proces, hvor fire lande blev evalueret og kvalificeret med hjælp fra the Trade Council og lokale partnere i de respektive lande så som Danmarks ambassade i Portugal.
Nogle af nøglefaktorerne bag beslutningen var adgangen til kvalificeret arbejdskraft og fornuftige lønniveauer, som kombineret med tilgængeligheden af vedvarende elektricitet samt Portugals ambition om at blive CO2-neutral i 2050, stemmer overens med Coloplasts bæredygtighedsdagsorden.