Flere store projekter på både føderalt og statsligt niveau har hævet efterspørgslen på store kraner i Australien.
Derfor ønskede det danske firma BMS Heavy Cranes, som specialiserer sig inden for udlejning af kraner og lifte til offshore/onshore vindmøller, infrastruktur, byggeri, industri og olie/gas sektorerne, at komme ind på det australske marked.
Firmaet havde indledt en projektinddragelse i staten Western Australia, men identificerede hurtigt potentialet i andre stater, territorier og sektorer, hvor BMS Heavy Cranes’ produkter og løsninger også kunne være til stor gavn. På grund af lokale lovkrav var det påkrævet at etablere et datterselskab for at undgå unødvendige forsinkelser og omkostninger. Denne etablering skulle ske hurtigt, da de første containere med BMS-kraner ankom kort tid efter.
Derfor kontaktede BMS Heavy Cranes The Trade Council i Australien, som rådgav om forskellige muligheder og løsninger for BMS Heavy Cranes med henblik på at få bedst mulig tilgang og tilstedeværelse på det australske marked. Det lykkedes The Trade Council i Australien at hastebehandle etableringen af et datterselskab samt at få organiseret vigtig dokumentation, hvilket muliggjorde BMS Heavy Cranes’ adgang til markedet.
The Trade Councils erfaring og forbindelser til de australske myndigheder samt BMS Heavy Cranes’ erfaring med eksportmarkedet var essentiel for den hurtige proces, hvilket muliggjorde god og hurtig adgang til markedet.