Ud over at udvide antallet og typen af udstillere lagde The Trade Council, Dansk Industri og Food Nation også ekstra vægt på digital formidling af de danske udstillere i år.
The Trade Council havde blandt andet inviteret en kinesisk Key Opinion Leader (KOL) til at livestreame de danske virksomheder og deres produkter direkte til forbrugere under messen. Den kinesiske KOL sikrede formidling til en langt bredere kreds og var med til at generere konkret salg til kinesiske forbrugere.
”Når det kommer til markedsføring og salg på det kinesiske marked er brug af KOLs og livestreams nærmest gået fra at være en mulighed til at blive en nødvendighed,” siger Jesper Herold Halle, Commercial Consul og leder af The Trade Council i Shanghais team for Design og E-commerce.
Ifølge Jesper Herold Halle forsøger The Trade Council i Shanghai altid at gøre brug af digitale markedsføringsplatforme til at supplere traditionelle udstillinger såsom CIIE:
”Det sikrer, at deltagende virksomheder får kendskab til, hvordan man skræddersyr digital markedsføring og brug af sociale medier. Det giver også indsigt i, hvordan man udarbejder produktbeskrivelser målrettet Kinas bredere e-handel,” siger Jesper Herold Halle.
Udover at styrke netværket blandt førende forretningsfolk samt at møde potentielle samarbejdspartnere og kunder, giver CIIE også de deltagende virksomheder mulighed for at få øget kendskab til det kinesiske marked, der nu er Danmarks femte største eksportmarked.