Partnerskabet sigter mod at styrke erhvervssamarbejdet inden for sundhed, shipping og den grønne omstilling. Der lægges særligt vægt på vedvarende energi, hvor grønt hydrogen fremstår som en potentiel strategisk investeringsmulighed for begge lande. Danmark ønsker at støtte Egyptens klimamål ved at forlænge samarbejdet i energisektoren frem til 2027 med mulighed for forlængelse til 2030. Sundhedssektoren rummer ligeledes betydeligt potentiale, hvor danske kompetencer og ekspertise kan bidrage til Egyptens ambitioner om udvidelse af universel sundhed til alle regioner i 2035.
Danmark vil arbejde på at fjerne investeringsbarrierer og understøtte udviklingen af nye forretningsmuligheder, derfor kan danske virksomheder med fordel undersøge investeringsmulighederne i Egypten.
Med regeringens nylige lancering af strategien "Afrikas århundrede" understreger Danmark sit engagement i Afrika, hvor Egypten som strategisk partner vil spille en central rolle som handelspartner og regional hub.
Ambassaden i Kairo vil facilitere det dansk-egyptiske handelsforum og styrke samarbejdet med danske virksomheder i Egypten, hvilket vil danne grundlag for et længerevarende og gensidigt fordelagtigt partnerskab.