Gå til indhold
indsigter

Fra sort til grøn: Investeringspotentiale i indonesiens energisektor

Indonesiens energiforbrug er med 36 pct. det største i Sydøstasien, og forbruget forventes fordoblet i 2040. Eftersom Indonesien også er regionens største producent af energi, søges der derfor effektive fremgangsmåder og teknologier støttet af grønne investeringer.

Sydøstasien er en produktions- og industriregion med traditionelt fokus på økonomisk vækst og masseproduktion af lavprisvarer. Regionens produktionsindustri er klar til at møde den næste generation af produktionsmetoder, som er baserede på bæredygtighed, købskrav om grøn elektricitet, reduktion af CO2-udledning, genbrug af vandressourcer, spildvandshåndtering og lign.

øget indonesisk fokus på energieffektivitet og vedvarende energi

Energieffektivitet og byplanlægning er afgørende temaer for Indonesien. For nuværende sigter Indonesien på at reducere landets CO2-udledning med 29 pct. inden 2030 ift. Business-as-Usual. Med international støtte planlægger landet at reducere udledningen med i alt 41 pct. inden 2030 og opnå CO2-neutralitet inden 2060. For at opnå disse mål, planlægger den indonesiske regering en række politikker, der skal øge mængden af bæredygtig energi i landets energisammensætning fra 11 pct. i 2020 til 23 pct. i 2025.

Ifølge data fra 2018 står industri- og transportsektorerne for over 75 pct. af Indonesiens samlede energiforbrug. For at tøjle den samlede CO2-belastning, planlægger Indonesien at implementere en CO2-afgift i april 2022. I de tidlige faser vil afgiften kun gøre sig gældende for kulbaserede kraftværker. Senere vil afgifter muligvis kunne udvides til også at gælde for kulintensive industrier, såsom cementindustrien.

På trods af CO2-afgiften vil Indonesien stadig vil være afhængig af kul til deres energiproduktion i de kommende årtier. I 2018 var 56 pct. af energiproduktionen i Indonesien baseret på kul. Afhængigheden af kul vil gradvist svinde i takt med, at Indonesien får udfaset landets kulbaserede kraftværker, som alle forventes lukket per 2058 eller tidligere afhængig af den internationale hjælp. Indtil da vil kul spille en betydelig rolle i Indonesiens energiproduktion.

Regeringen har også planer om mere fokus på udvidelser af vedvarende energi i elproduktionen for at nå målet for landets energimix i 2025. I 2018 blev 45 pct. af den bæredygtige energi produceret af små vandkraftværker, mens geotermisk-baserede energikilder stod for 29 pct. og biomasse for 25 pct.

Danmark og Indonesien indgår omfattende strategisk grøn samarbejdsaftale

quote ikon
"Det er afgørende, at vi sætter handling på de fine ord og følger op på vores løfter fra COP26. Det gør Danmark med den her samarbejdsaftale, hvor vi særligt fremhæver dansk-indonesisk samarbejde om grøn omstilling og energieffektivisering. Aftalen viser meget tydeligt, hvordan vi kan sætte danske kompetencer i spil til gavn for den globale grønne omstilling"
Jeppe Kofod Udenrigsminister

Fornyligt aflagde den danske udenrigsminister Jeppe Kofod et besøg i Indonesien. Her mødtes han med Indonesiens energiminister Arifin Tasrif for at styrke  Indonesiens transition til grøn energi på både kort og lang sigt i kølvandet på COP26. Ministrene diskuterede det dansk-indonesiske samarbejdsprojekt The Indonesia-Denmark Energy Partnership Pro-gramme (INDODEPP), der er en del af den større grønne samarbejdsaftale, har eksplicit fokus på vedvarende  energi og energieffektivitet. Projektet sigter mod at skabe forandring og resultater på tre områder: forbedret planlægning og regulering; bedre integration af bæredygtig energi samt forbedret energieffektivitet. Derudover deltog ministrene i de første dialoger om et Business-to-Business Forum på energiområdet, der skal skabe links mellem danske og indonesiske virksomheder.

De gode bilaterale relationer og nye grønne ambitioner gør Indonesien til et meget attraktivt marked for udenlandske investorer inden for energi. Der er muligheder inden for både ener-gieffektivitetsprojekter vedrørende optimeringen af eksisterende kulkraftværker, og inden for bæredygtige energiprojekter, hvor Indonesien har voksende ambitioner om at ”forgrønne” deres ”sorte” energiproduktion. Det åbner op for spændende muligheder for investeringer i energisektoren. 


udvalgte energiinitiativer under den dansk-indonesiske samarbejdsaftale

  • Samarbejde om energi-transition: Det dansk-indonesiske samarbejde om energi fokuserer på en økonomisk hensigtsmæssig transition fra fossile brændsler og kulfyrede kraftværker til en højere andel af vedvarende energi kombineret med øget energieffektivitet.
  • Business-to-business dialoger: Et nyligt forum om energi mellem danske og indonesiske virksomheder skal bygge kontakter og fælles forståelse for forretningsmuligheder.
  • Sustainable Island Initiative (SSI): Den danske regering vil assistere den vestlige Nusa Tenggara-provins med provinsens udvikling af en masterplan for energi  som efterfølgende kan kobles  til investerings- og finansieringsmuligheder for at realisere projekterne.

kontakt os

Vil du vide mere om muligheder i Indonesien? Kontakt os for yderligere information. 
Loading...