Udenrigsministeriets rådgivningsteam for Vand, Miljø og Maritime i Kina holder løbende kontakt til de mange danske maritime virksomheder og har stort fokus på at skabe de platforme og netværk, der skal til for at fremme virksomhedernes muligheder på det kinesiske marked.
På Marintec i Shanghai, Østasiens største messe inden for skibsbygning, deltog over 40 danske virksomheder ved den danske pavillon, som var faciliteret af Udenrigsministeriet og Danish Export Association (DEA). Her havde de mulighed for at fremvise deres innovative maritime løsninger, udvide og vedligeholde deres regionale netværk samt følge med i de nyeste løsninger i branchen.
Louise Andreasen, CEO hos Eltronic Fueltech, der leverer førende teknologi til dual-fuel motorer, beskriver virksomhedens oplevelse på Marintec:
”Mulighederne er lette at få øje på, også bare når man ser på, hvor mange mennesker der deltager i Marintec i dag. Kina er, de seneste to-tre år, virkelig kommet med, når det kommer til udstyr til de grønne løsninger."
Hoyer VMS Group, som tilbyder et avanceret energibesparende system til skibsmotorer, var også med på Marintec. Kristian Kaasing Larsen og Ketil Vesterlund, hhv. CCO for MRO (Maintenance, Repair & Overhaul)-afdeling og CCO for OEM-afdeling hos Hoyer VMS Group, forklarer, hvad de får ud af deres løbende samarbejde med Udenrigsministeriets rådgivingsteam for Vand, Miljø og Maritime på Generalkonsulatet i Shanghai:
”Generalkonsulatet hjælper med at etablere netværk, og man bliver introduceret til nogle personer, man ellers ikke havde fået kontakt til. Generalkonsulatet er med til at lægge et andet tryk på, der kan hjælpe med at åbne nogle døre.”