Gå til indhold
Case

Danske løsninger hjælper polske landmænd

Danmark og Polen har i mange år haft et unikt samarbejde inden for grisesektoren. Danske griseproducenter eksporterer ca. 90 % af polens smågrise, og danske og polske virksomheder samarbejder i forhold til at opbygge en bæredygtig og effektiv griseproduktion i Polen.
Den danske virksomhed Washpower, der udarbejder vaskeløsninger til landbruget, har for alvor fået fodfæste på det polske marked. De imødekommer udfordringerne med det krævende vaskearbejde i griseproduktionen og landbrugets vanskeligheder med tilstrækkelig arbejdskraft.
quote ikon
”Om end danske producenter og virksomheder allerede har en betydelig tilstedeværelse i Polen, så udgør landets landbrugssektor et enormt potentiale. Washpower er allerede i mere end 30 lande, men vores fokus er blevet yderligere styrket sammen The Trade Council, der bringer os tættere på den traditionelt tilbageholdende polske landmand. Og med The Trade Councils strategiske alliancer har vi opbygget tillid gennem tættere kontakt, hvilket nu begynder at afspejle sig i ordrebøgerne”
Mogens Vestergaard Area Sales Manager

Den polske landbrugssektor har for længst indset vigtigheden af bæredygtighed og produktionseffektivitet. Og der sker løbende ændringer i strukturen af den polske griseproduktion, hvor der implementeres strengere regler, og færre tilfælde af dyresygdomme i de ca. 60.000 svinefarme, som Polen har i øjeblikket.

Danske løsninger skal vaske den polske grisesektor

Vaskeprocessen i landbruget, især i griseproduktionen, er et hårdt og krævende job. Samtidig er det ikke et særligt attraktivt job, hvilket gør det svært at rekruttere kvalificerede folk.

Derfor har Washpower udviklet en vaskerobot, der kan håndtere denne opgave med en automatisk vaskeløsning, som frigør op til 80% af det manuelle vaskearbejde. Det øger produktiviteten og arbejdsmiljøet for de medarbejdere, der udfører det hårde arbejde i grisestaldene.

Washpowers vaskerobots automatiske vaskeløsning øger produktiviteten i grisestaldene

danske løsninger viser vejen gennem strategiske partnerskaber

Den danske ambassade i Warszawa har i samarbejde med Washpower og de øvrige virksomheder i grise-alliancen ydet støtte til markedsinformation og adgang til beslutningstagere på det polske marked. De polske producenters og myndigheders ambition om bæredygtigt landbrug og innovativ brug af landbrugsteknologi skaber et vindue af muligheder for danske virksomheder til at øge samarbejdet med polske aktører.
quote ikon
”Ambassaden understøtter danske virksomheder med at komme ind på markedet, men også med at opbygge alliancer. Vi kender markedet og ved, hvem man skal henvende sig til. Og det er et rigtig godt aktiv at have, når man som virksomhed skal være mere synlig. Samtidig bistår vi med at arrangere rundbordssamtaler, seminarer eller ind- eller udgående delegationer i samarbejde med ministerier, virksomheder eller brancheorganisationer. Det giver en helt anden dybde i den polske kultur, hvor forretnings- og forvaltningskulturen er meget anerledes. Og betydningen af forskellene bliver ofte nedtonet af danskerne, hvilket reducerer realiseringen af potentialet”
Jeppe Juul Petersen Regional Teamleder for Central- og Østeuropa inden for landbrugs- og fødevareområdet på den danske ambassade i Warszawa

Det dansk-polske samarbejde understøtter det polske fokus på at fremme den fortsatte omstilling af landbruget i en mere bæredygtig retning. Danmark har konkrete erfaringer med miljøvenlig regulering og grøn omstilling af intensivt landbrug, og derfor kan de polske producenter drage nytte af danske løsninger. Det gælder især inden for:

  • Avlsmateriale
  • Foder
  • Staldanlæg
  • Grønne og miljøvenlige teknologiløsninger til husdyrproduktion
  • Biogasproduktion baseret på gylle fra husdyrproduktion

Kontakt

Loading...