Trade Council afsluttede i marts 2021 den seneste effektmåling af erhvervsfremstød, der blev støttet i perioden 2018-2019. Effektmålingen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse og interviews med 625 virksomheder, der deltog i et eller flere fremstød i perioden.
Virksomhederne svarer, at de primært deltager med det formål at opnå øget omsætning og indsigt i markedet. De vurderer, at deltagelse i et fremstød kan have en gennemsnitligt effekt på op mod 0,92 mio. kr. i øget eksport til det pågældende marked i de første 1-2 år efter deltagelsen.
For de 80 pct. af deltagerne, der repræsenterede SMV’ere, er støtten fra Trade Council en betydelig faktor for deres deltagelse.
Endvidere svarer 92 procent at have fået en eller flere relevante kontakter på det pågældende marked, enten til private virksomheder eller offentlige myndigheder i Danmark eller det pågældende land.
For de virksomheder, der ønsker at etablere sig på nye markeder, indikerer effektmålingen desuden, at deltagelse i et fremstød meget ofte er udslagsgivende for efterfølgende etablering.
Du kan læse den fulde effektmåling her.