Gå til indhold

Nye EU-sanktioner som reaktion på Ruslands ulovlige angrebskrig mod Ukraine

14. sanktionspakke som følge af Ruslands militære aggression mod Ukraine blev vedtaget af EU den 24. juni og trådte i kraft den 25. juni 2024. Relevante retsakter (forordninger) kan tilgås herher og her. 

Tiltagene har særligt til formål at bekæmpe omgåelse samt styrke effekten af eksisterende sanktioner. Derudover indeholder retsakterne nye tiltag rettet mod russisk flydende naturgas (LNG) samt maritime tiltag mod den såkaldte ”skyggeflåde”. 

Som et vigtigt led i bekæmpelsen af sanktionsomgåelse vedtog EU’s medlemsstater yderligere sanktioner mod Belarus den 29. juni 2024, som trådte i kraft den 1. juli 2024.

Centrale elementer i EU's 14. sanktionspakke:

  • Maritime tiltag rettet mod ”skyggeflåden”: Det er nu muligt at liste individuelle skibe på baggrund af deres IMO-nummer. Med vedtagelsen af 14. pakke er 27 skibe listet. Såfremt et skib listes bliver det underlagt en lang række restriktioner, herunder forbud mod import, salg, køb eller overførsel samt forbud mod at tilbyde flagregistrering, inspektion eller certificeringsydelser til fordel for skibene. Derudover vil der være forbud mod adgang til EU-havne (med visse undtagelser), forbud mod at tilbyde finansiering eller finansiel assistance, herunder forsikringer til skibene, samt forbud mod omfattende maritime serviceydelser inkl. bunkering, skib-til-skib overførsler og bemandingsskift. Der indgår en specifik undtagelse i tilfælde af nødsituationer, ligesom den generelle undtagelse for lodstjenester fortsat finder anvendelse.

     

  • Tiltag mod russisk LNG: Der indføres importforbud mod russisk LNG via EU LNG-terminaler, som ikke er forbundet til det europæiske gasnet. Ligeledes indføres forbud mod omladning af russisk LNG samt serviceydelser relateret hertil, med mindre der er tale om leverancer til medlemsstater. Investeringer og tilrådighedsstillelse af varer, teknologi og serviceydelser til færdiggørelse af russiske LNG-projekter forbydes også.

     

  • Vejgodstransport: Forbuddet mod vejgodstransport på EU’s område, bl.a. i transit, er udvidet til at omfattet EU-operatører, hvor 25 % eller mere ejes af en russisk eller belarusisk fysisk eller juridisk person.

     

  • Varemærke- og patentområdet: Der indføres forbud for patentmyndigheder og –kontorer mod at udstede tilladelse til nye ansøgninger vedr. patenter og varemærker mv. for fysiske personer, juridiske personer, enheder og organisationer i Rusland.

     

  • Omgåelse: Udvidet krav til EU-virksomheders due diligence og ansvar ift. salgskæden for sanktionerede produkter produceret af EU-virksomheder, samt ift. datterselskaber uden for EU, som EU-moderselskaber ejer eller kontrollerer.

     

  • Forlængelse af frasalgsundtagelse: Fristen for undtagelser i forbindelse med frasalg i Rusland forlænges fra den 30. juni 2024 indtil den 31. december 2024.

     

  • Donationsforbud: Forbud for europæiske poliske partier, organisationer og NGO’er mod at modtage direkte eller indirekte finansiel støtte fra den russiske stat.

     

  • Transaktionsforbud: Forbud mod anvendelse af russiske finansielle informationsudvekslingssystemer oprettet af den russiske centralbank (SPFS) [den russiske udgave af SWIFT], herunder transaktionsforbud mod at engagere sig med personer eller enheder, som anvender SPFS.

  • Yderligere sanktioner mod medieentiteter: Transmissionsforbud for yderligere fire medieentiteter, som spreder og støtter den russiske propaganda og angrebskrig mod Ukraine: Voice of Europe, RIA Novosti, Izvestia og Rossiyskaya Gazeta.

     

  • Helium: Yderligere begrænsninger for import af helium for at mindske russiske indtægter.

     

  • Nye individuelle sanktioner: Samlet tilføjes 116 nye individer og enheder til sanktionslisten, heriblandt militærfolk, politikere og forretningsfolk, samt virksomheder i militær- og produktionssektoren.

  • Særlig eksportkontrol: Der tilføjes 61 nye enheder til listen over særlig eksportkontrol, hvoraf 32 af enhederne befinder sig i tredjelande, som anvendes til sanktionsomgåelse, herunder Hongkong, Kina, Tyrkiet, Indien, Kirgisistan og Dubai.
For nærmere detaljer og information om 14. sanktionspakke, herunder om undtagelsesbestemmelser m.v., henvises til de offentliggjorte retsakter, der kan findes i EU-tidende via ovenstående link.

Spørgsmål vedrørende enkelte sanktionstyper, herunder f.eks. import-, eksport- og transportforbud, kan rettes til ansvarlig danske myndighed. Oversigt over forskellige sanktionstyper og kontaktoplysninger på myndigheder kan findes på Udenrigsministeriets hjemmeside her.

Såfremt der er generelle spørgsmål til sanktioner i øvrigt kan Udenrigsministeriets Kontor for EU-ret og International Sagsførelse kontaktes på [email protected].

HvordAN skal jeg forholde mig som virksomhed?

Det er altid virksomheders eget ansvar at overholde de til enhver tid gældende sanktioner og eventuelt søge juridisk bistand. Danske myndigheder står klar til at vejlede om sanktionerne, og hvordan man som virksomhed skal forholde sig. På um.dk kan du som virksomhed få et overblik over, hvor du kan få vejledning hos de ansvarlige myndigheder.

På EU’s hjemmeside finder du et interaktivt sanktionskort og en vejledning til, hvordan du kan tilgå en liste over gældende finansielle EU-sanktioner mod personer, grupper og enheder. Oplysningerne opdateres løbende.

Hotline for virksomheder

The Trade Councils team for geopolitisk virksomhedsrådgivning yder virksomhedsvejledning ved akut opståede udfordringer som følge af situationen, herunder afledte eksportrelaterede spørgsmål. Kontakt os ved at skrive til [email protected] eller brug kontaktformularen her.

Rejsevejledning for Ukraine

Yderligere oplysninger om Udenrigsministeriets gældende rejsevejledning for Ukraine kan findes her.