Gå til indhold
Magasinet indsigter

Derfor skal du holde øje med Blockchain

Blockchain bliver fundamentet for fremtidens sikre internet, og eksperter anslår, at teknologien vil få stor indflydelse på den måde, vi driver forretning, handler og eksporterer varer.
De fleste kender Blockchain som drivkraften bag Bitcoin og kryptovaluta. Blockchain kan dog også bruges til meget andet, og teknologien forventes at revolutionere den måde, vi driver forretning. Det fortæller Anders Christjansen, der er seniorrådgiver hos Innovation Center Denmark i Silicon Valley:
 
“Ved at indtænke blockchain i sin forretningsmodel, kan værdikæder effektiviseres med en øget sikkerhed og gennemsigtighed for alle interessenter. Derudover kan teknologien afskaffe de mellemmænd, der ofte tjener mange penge på transaktioner eller certificeringer, og som man død og pine skal kunne stole på.”
 
Men hvordan fungerer blockchain egentlig, og hvad gør teknologien så unik? 

Informationer sikret mod hacking og manipulation

Blockchain er grundlæggende bygget op af blokke med informationer, som er kædet sammen og delt i et decentraliseret netværk af computere. Det kan fx være informationer om en containers rejse fra A til B. Her er shippingfirmaet Mærsk sammen med IBM fx i gang med at etablere en digital platform baseret på blockchain-teknologien, hvor rederier, toldmyndigheder og andre aktører kan få adgang til relevant information. Det øger transparens, og man undgår samtidig papirdokumenter, stempler og underskrifter fra diverse mellemmænd og fjerner de omkostninger, der følger med kontrollen.
 
De informationer, der bliver lagret i blockchain, er krypteret og låst sammen via et såkaldt ’hash’ (et digitalt fingeraftryk), hvor hver blok refererer tilbage til den forrige. Hver gang der bliver tilføjet en ny blok med information, skal alle computere i netværket verificere den.
 
Forsøger man at ændre en blok, fx for at fuske med informationer, vil den følgende blok ikke længere pege tilbage til den foregående, og kæden vil blive brudt. Det betyder, at systemet i høj grad er sikret mod manipulation og reducerer risikoen for hacking.

'Smarte kontrakter'

En ‘smart kontrakt’ er en computerkodet aftale mellem to parter, som muliggør en digital håndtering af transaktioner eller certificeringer. Kontrakterne gemmes på en blockchain og eksekveres automatisk, når forudbestemte vilkår og betingelser er opfyldt.
 
I handel med fx ejendomme kunne dette i fremtiden betyde, at der er mindre behov for dyre mellemled som ejendomsmæglere og advokater samt lange verifikationsprocesser til eksempelvis tinglysning.
 
De ”smarte kontrakter” opbevares desuden på decentrale platforme med en fælles registrering af alle handler, hvilket forbedrer tillid og gennemsigtighed og reducerer risikoen for svindel.

Sporbarhed skal sikre forbrugertillid

Ved at lagre informationer i et blockchain-netværk sikrer man også en konstant sporbarhed. Det kan være en fordel, hvis man fx ønsker at følge en fødevares rejse, fortæller Anders Christjansen:

“Når en fødevare registreres gennem blockchain, kan man fx følge olivenolie fra en gård i Italien til hylden i et dansk supermarked. Her vil samtlige led i produktion og transport være sporbare, hvilket forhindrer, at en olivenolie på mystisk vis bliver opgraderet til en finere og dyrere jomfruolivenolie. Noget der tidligere har været sager om i medierne.“

Rejsen vil som sagt være synlig i det pågældende blockchain-netværk, og det kunne med fordel inkludere forbrugerne. De vil på den måde få en forsikret viden om, at den olivenolie, de køber, er dyrket økologisk, produceret og transporteret under ordnede forhold. Den type viden kan styrke et brand og sikre højere forbrugertillid og værdi for produktet.

Læs mere om blockchain inden for fødevareindustrien her.

En digital og effektiv værdikæde

Det er altså fordele som fuld sporbarhed og gennemsigtighed samt en øget sikkerhed, der gør blockchain-teknologien interessant. Ifølge Anders Christjansen passer blockchain dog ikke nødvendigvis ind i alle forretningsmodeller.

quote ikon
“Ligesom med andre teknologier ligger potentialet ikke i selve teknologien, men i at understøtte en forbedret måde at drive forretning på. Blockchain skal primært tænkes ind, hvor der er fordyrende mellemled involveret, og der stilles krav om høj tillid. Om det så er valuta, forsikringer, sygejournaler eller fødevarer.”
Anders Christjansen Seniorrådgiver, Innovation Center Denmark i Silicon Valley
Blockchain-teknologien kan blandt andet være nyttig for danske virksomheder, som indgår i en værdikæde, der vil have gavn af gennemsigtighed, eller som håndterer handel og eksport. De kan nemlig opnå en konkurrencefordel ved at implementere blockchain i deres internationale værdikæde sammen med deres partnere, så den bliver fuldt digitaliseret og langt mere effektiv.
 
”Når alle led er koblet op til blockchain, kan virksomheder arbejde henimod at skabe en fælles standard for eksportaktiviteter, hvor aktørerne ikke behøver at tage hånd om hver enkelt delproces individuelt. Alle har nemlig adgang til den relevante information, de skal bruge. Derudover vil en importør kunne have overblik og validere, at alt er, som det skal være,” siger Anders Christjansen.
Udover en mulig værdi for forbrugeren, har blockchain altså også en række konkurrencemæssige fordele for danske virksomheder gennem en strømlining af processer og økonomiske besparelser.
 
Anders Christjansen spår, at det blockchain-baserede internet vil forandre måden tillid og værdi håndteres digital. Lidt ligesom internettet, som vi kender det i dag, har ændret informationssøgning og sociale netværk.
 
“Teknologien er ved at være moden, og det er derfor et godt tidspunkt for virksomheder at få afprøvet og eksperimenteret med teknologien,” slutter Anders Christjansen.

Fordele ved blockchain

  • Strømlining af processer: Ved at koble sin værdikæde til blockchain kan man skabe en mere fælles standard for sine eksportaktiviteter.
  • Fjerner fordyrende mellemled: ’Smarte kontrakter’ gør det muligt at lade blockchain håndtere transaktioner eller certificeringer digitalt og automatisk. Det forenkler processer og fjerner behovet for mellemmænd.
  • Sporbarhed og transparens: Ved at lagre informationer i et blockchain-netværk sikres en konstant sporbarhed gennem hele værdikæden og hurtig adgang til informationer.
  • Sikkerhed: Blockchain er opbygget af blokke, som er kryptografisk bundet sammen og delt i et netværk af computere. Informationer er på den måde sikret mod hacking og svindel.

Er du interesseret i at vide mere om teknologi der kan forandre din virksomhed? Bliv inspireret her

Loading...

Vil du have seneste nyt fra The Trade Council direkte i din indbakke?