Eksportmarkedet Sydkorea
Danmark og Korea indgik diplomatiske forbindelser i 1959, efter Danmark støttede Sydkorea under Koreakrigen ved at sende hospitalsskibet Jutlandia. I dag er Sydkorea Danmarks 24. største eksportmarked med medicinske og farmaceutiske produkter, maskiner, motorer og industrivarer samt kemiske materialer og produkter som den største varegruppe. Sydkoreas økonomi er eksportdreven og verdens 13. største.
Rapporten
Markedsrapporten belyser det tætte bilaterale samarbejde mellem Sydkorea og Danmark samt Sydkoreas økonomiske udvikling, politiske landskab og handelssituation. God fornøjelse med læsningen!Økonomisk overblik
Sydkoreas økonomi står over for en række udfordringer, trods fremgang i enkelte sektorer som halvlederindustrien. OECD forventer, at væksten i BNP vil være 1,0% i 2025. Erklæringen af militær undtagelsestilstand i december 2024 sænkede den allerede lave forbruger -og virksomhedstillid og Sydkorea er meget eksponeret, direkte og indirekte, overfor amerikansk handelspolitik, hvor varer fra Sydkorea står til at blive pålagt en toldsats 25 procent.
Frihandelsaftalen mellem EU og Sydkorea, der blev indgået i 2011 har afskaffet tolden på næsten alle produkter (98,7%). Eksporten til Sydkorea er præget af store udsving, men er dog fortsat stigende. Eksporten er steget til over 15 mia. kr. de seneste tre år, hvor den fra 2010 til 2018 lå på 9-11 mia. kr. pr. år. Der er endnu større udsving i importen fra Sydkorea grundet store enkeltordrer af skibe og fly, men også jern, stål og olie er grund til stigning i vareimporten de seneste år.
Det svinger, hvorvidt Danmark har et handelsoverskud med Sydkorea eller ej. I 2022 var Danmarks handelsoverskud overfor Sydkorea på 3 mia. kr., 1,2 mia. kr. i 2023 og -7,9 mia. kr. i 2024.
Frem mod 2030 forventes Sydkorea at opnå højere vækst end vores traditionelle eksportmarkeder i USA og Europa. Sydkoreas økonomi vil også vokse hurtigere end i Japan, men væksten er dog lavere end i mange andre asiatiske økonomier.
Den nyligt valgte præsident Lee Jae-myung gik til valg på at diversificere eksportmarkeder, og han ventes at prioritere tættere bånd til de europæiske og asiatiske markeder, herunder særligt Japan.
Politiske forhold
Sydkorea er en republik, hvor præsidenten både er statsoverhoved og regeringsleder. Præsidenten udpeger landets ministre, herunder premierministeren, der som den eneste skal godkendes af parlamentet. Premierministeren fungerer som en form for vicepræsident, og er næstformand for præsidentens kabinet. Det sydkoreanske parlament, Nationalforsamlingen, består af ét kammer med 300 parlamentsmedlemmer. Seneste parlamentsvalg var d. 10. april 2024, hvor det liberale parti Democratic Party (DP) vandt 173 sæder mod det konservative People Power Party (PPP), som vandt 108 sæder.
Præsidentembedet skiftede hænder i 2025, da der den 3. juni 2025 blev afholdt præsidentvalg. Den liberale præsidentkandidat og tidligere jurist Lee Jae-myung fra Democratic Party blev udråbt til sejrherre i et jordskredsvalg, hvor han sikrede 49,4 procent af stemmerne mod den konservative kandidat, Kim moon-soo, der fik 41,2 procent af stemmerne Valget satte et punktum for seks måneders politisk krise i Sydkorea, efter at landets daværende præsident, Yoon Suk-yeol, i december 2024 erklærede militær undtagelsestilstand, hvilket ledte til en rigsretssag imod ham, der i april 2025 endte med hans suspension fra præsidentembedet.
Indenrigspolitisk gav nuværende præsident Lee i sin valgkamp udtryk for, at han vil fortsætte den tætte relation og alliancen med USA og Japan, men samtidig arbejde for en bedring af relationen til Kina og Rusland. Lee afviger fra den tidligere administration ved presse på for dialog med Nordkorea, og de to landes problematiske forhold fortsat præger sydkoreansk udenrigspolitik. Relationen til Japan er ligeledes kompliceret som følge af den japanske besættelse af Den Koreanske Halvø, der begyndte i 1910 og varede indtil afslutningen af Anden Verdenskrig.
Arbejdsmarked
Den sydkoreanske arbejdsstyrke svinder ind. Sydkoreas arbejdsmarkedspolitik kompliceres især af landets lave totale fertilitetsrate (0,7 i 2024), der er verdens laveste, og som betyder, at arbejdsudbuddet er i hastigt fald. I 2021 havde 69,8 pct. af sydkoreanerne i alderen mellem 25 og 34 år en videregående uddannelse. Det forventes, at andelen med en videregående uddannelse vil stige markant de kommende år. Sydkoreanere arbejder ifølge OECD i gennemsnit 1.900 timer årligt, 150 timer mere end gennemsnittet for OECD-lande og Sydkorea er landet med femteflest årlige arbejdstimer blandt OECD-lande. Arbejdsløsheden var i 2024 på 2,8 pct.Erhvervsklima
Den koreanske økonomi er i høj grad eksportdrevet og baseret på en stor grad af koordinering mellem den offentlige sektor og erhvervslivet. Det historiske udgangspunkt for Sydkoreas spektakulære vækst kan beskrives som en form for statskapitalisme, hvor stat og erhvervsliv under skiftende regeringer har fundet sammen i et tæt samarbejde om at udvikle en række udvalgte eksporterhverv. Mens staten tilvejebragte strategisk finansiering, gunstige økonomiske rammevilkår og beskyttelse af hjemmemarkedet, accepterede erhvervslivet den overordnede ’styrende hånd’, der tildelte fokusområder og aktiviteter til en række udvalgte familieejede konglomerater – de såkaldte chaebols. Konglomeraterne udgør rygraden i eksportøkonomien og omfatter globale giganter som Hyundai, Samsung, LG, Daewoo mf., der er globale industriledere inden for bl.a. mobiltelefonteknologi, elektronik samt skibsværfts- og bilindustrien.
Handelssituation
Sydkorea er klassificeret som et højindkomstland med en BNP per indbygger på 34.000 USD i 2024.
Sydkorea træder, som mange andre lande i regionen, en svær balancegang mellem USA som sikkerhedspolitisk garant og Kina som største handelspartner. Sydkorea er økonomisk tæt forbundet med Kina. Som landets største handelspartner afsatte Sydkorea 25 procent af sin eksport til Kina i 2023, efterfulgt af USA der modtog 18,3 procent af Sydkoreas eksport. Derudover er Sydkorea afhængige af kinesisk leverance af vigtige råmaterialer til den sydkoreanske batteriproduktion, der udgør 25 pct. af den globale forsyningskæde.
Sydkorea er en åben økonomi med mange frihandelsaftaler, der sammenlagt giver Sydkorea markedsadgang til 70 procent af verdensøkonomien, herunder frihandelsaftaler med EU, USA, ASEAN, Indien og Kina.
Ifølge USA har DPRK i flere omgange solgt ammunition til Rusland i strid med FN-resolutioner. Desuden har Kim Jong-uns besøg i Rusland yderligt kompliceret situationen på den koreanske halvø. Derudover har den koreanske efterretningstjeneste bekræftet, at våben fra DPRK også er blevet brugt af Hamas i Gaza. Samarbejdet med Rusland har fungeret som en redningsvest for Nordkoreas økonomi, og lederen Kim Jong-un har de seneste år i stigende grad udbygget sit arsenal af atomvåben, der formentlig inkluderer både satellitter, missiler og ubåde.
Eksportmuligheder på sektorniveau
Den økonomiske udvikling, som Sydkorea har gennemgået siden 1960’erne, er helt unik. Det sydkoreanske marked byder på muligheder for danske virksomheder inden for mange forskellige sektorer, herunder teknologi, landbrug, fødevarer, sundhed, vedvarende energi og design.
Både Danmark og Sydkorea har aldrende befolkninger og en stigende forekomst af livsstilsrelaterede og kroniske lidelser. Her er Danmark og danske life science-virksomheder ideelt positioneret til at eksportere løsninger til sydkoreanske sundhedsmyndigheder og forbrugere blandt andet inden for pharma, medtech og velfærdsløsninger. Den største eksport fra Danmark til Korea er lægemidler og farmaceutiske produkter (1,41 mia. DKK i 2022). For at imødekomme den koreanske efterspørgsel på health tech-løsninger, lancerede den danske ambassade smart hospital-alliancen i 2021. Den består af fem koreanske hospitaler, den danske ambassade i Sydorea og danske virksomheder, der kan levere health-tech løsninger til opgradering af de sydkoreanske hospitaler, og er søsat for at lette danske virksomheders indgang på det sydkoreanske marked.
En vigtig del af det strategiske partnerskab mellem Danmark og Sydkorea er Green Growth Alliance (GGA), der blev etableret i 2011 og efterfølgende formaliseret i 2012. GGA er et årligt forum for udvekslinger om emner, der relaterer sig til den grønne omstilling og grøn vækst. Sydkorea er fast besluttet på at opnå større energieffektivitet og afkoble økonomisk vækst fra dyr importeret energi. Den koreanske grønne vækstdagsorden definerer i høj grad de overordnede rammebetingelser for det koreanske erhvervsliv og skaber nye muligheder af særlig interesse for danske eksportører med speciale i bæredygtig energi og energieffektivitet. Bæredygtigt byggeri, knowhow og løsninger kan meget vel gå hånd i hånd med andre kommercielle muligheder inden for arkitektur, byplanlægning og byudvikling, der lover større 'livskvalitet'.
At fødevarer er danske ser sydkoreanerne som et kvalitetsstempel, så danske fødevareproducenter kan overveje at eksportere deres produkter til det sydkoreanske marked og købe ind i Danmarks stærke brand. De koreanske forbrugere går generelt ikke op i økologi.
Korea fastholder sin konkurrencefordel ved ambitiøst at fokusere på innovation inden for udvalgte sektorer, der supplerer ekspertiseområder i det danske erhvervsliv. Disse omfatter elektronik, bioteknologi og nye og vedvarende energisektorer, hvor mulighederne for bilateral handel, investering og innovationssamarbejde er åbenlyse.