Gå til indhold
Markedsrapport 2024

Eksportmarkedet Sydafrika

Sydafrika og Danmark har et historisk gensidigt partnerskab som kun intensiveres. Den danske eksport til Sydafrika er stigende og omfatter især teknologiske løsninger, grøn energi og medicinalprodukter. Den sydafrikanske økonomi viser potentiale for vækst, især inden for sektorer som vedvarende energi og vand, men står også over for udfordringer som høj arbejdsløshed og økonomiske uligheder.

Rapporten

Rapporten dykker ned i nøgleaspekter af det tætte partnerskab mellem Sydafrika og Danmark. Fokus ligger på Sydafrikas økonomiske udvikling, politiske landskab, arbejdsmarkedets robusthed og den overordnede handelssituation. God læselyst.

Økonomisk overblik

Sydafrikas økonomi har haft udfordringer med lav vækst i de seneste år. I 2023-Q4 steg Sydafrikas BNP med 0,1% på sæsonkorrigeret kvartalsbasis, hvilket betyder, at landet med nød og næppe undgik en teknisk recession. Med en forventet økonomisk vækst på 1,1% i 2024 forbedres situationen en smule. Derover har Sydafrika haft udfordringer med budgetunderskud og en stigende offentlig gæld. Regeringen har forsøgt at håndtere disse udfordringer gennem forskellige tiltag, herunder budgetnedskæringer og reformer for at forbedre den offentlige økonomi. Desuden forventes det, at inflationen fortsat vil falde til et niveau på omkring 4,5% i 2024.

GRAF - Inflation 2024

January: 5.4% 
February: 5.55% 
March: 5.31% 
April: 5.10% 

I 2023 var Sydafrika den 36. største økonomi i verden målt på BNP. Sydafrika registrerede et foreløbigt handelsbalanceoverskud på R13,1 mia., tilskrevet eksport på R174,65 mia., og import på R161,51 mia. Sydafrikas handelsbalance har traditionelt været negativ, delvist på grund af afhængigheden af importerede varer som olie og maskiner samt en relativt lav konkurrenceevne i visse sektorer. Dog er det interessant at bemærke, at Sydafrika har haft et handelsoverskud i fem år i træk. De største eksportvarer fra Sydafrika omfatter guld, platin, kulbriketter, biler og diamanter. De største importvarer til Sydafrika er olieprodukter.

Politiske forhold

Sydafrika er kendt for sit stærke demokrati og solide institutioner som skaber et positivt klima for investorer. Landets politiske system er stabilt med regelmæssige frie og retfærdige valg. ”Rule of Law” er et grundlæggende princip i Sydafrika, og landets retssystem er uafhængigt og respekteret, hvilket giver sikkerhed for både lokale og udenlandske investorer.

Sydafrika har opnået høje placeringer på flere internationale indekser og det afspejler landets investeringsvenlige miljø. Landet er klassificeret som nummer 4 på OECD's country risk classification, hvilket indikerer en moderat risiko for investorer. Denne placering viser, at Sydafrika tilbyder investorer relativt stabile og forudsigelige økonomiske rammevilkår. Den sydafrikanske regering har implementeret en række reformer for at styrke økonomien og tiltrække investeringer. Der er investeret i infrastrukturprojekter, herunder transport og energi som har til formål at forbedre landets produktivitet og konkurrenceevne. Derudover er der fokus på at diversificere økonomien ved at fremme vækst i sektorer som teknologi, finans og vedvarende energi.

Sydafrika er også medlem af flere regionale og internationale handelsaftaler som fremmer økonomisk integration og åbner nye markeder. Landets medlemskab af Southern African Development Community (SADC), African Continental Free Trade Area (AfCFTA) og BRICS skaber gunstige betingelser for handel og investeringer.

Risikoanalyse
Selvom Sydafrika tilbyder et positivt investeringsklima, er der også risici som potentielle investorer skal være opmærksomme på. Sydafrika står over for en alvorlig energikrise præget af hyppige strømafbrydelser kendt som load-shedding. Det statsejede energiselskab Eskom har kæmpet med ineffektivitet og dårlig ledelse, hvilket har påvirket landets produktivitet og økonomiske vækst negativt. Regeringens indsats for at reformere energisektoren og investere i vedvarende energi er i gang, men der er stadig udfordringer med at sikre en stabil og pålidelig energiforsyning. Derudover er korruption og kriminalitet en udfordring i Sydafrika, selvom der er gjort fremskridt i bekæmpelsen heraf. Transparency International's Corruption Perceptions Index placerer Sydafrika som nummer 72, hvilket indikerer en moderat grad af korruption.

Arbejdsmarked

Sydafrika har et udfordret arbejdsmarked præget af høj arbejdsløshed. Arbejdsløsheden lå på 32,9% i første kvartal af 2024 og der er betydelige udfordringer med at skabe nok arbejdspladser til befolkningen. Det er en markant stigning da arbejdsløsheden i Sydafrika i gennemsnit lå på 27,17 % fra 2000 til 2024.

Ulighed og arbejdsløshed er dybt rodfæstede udfordringer. Landet har en af de højeste Gini-koefficienter i verden. Arbejdsløsheden er høj, især blandt unge, hvilket skaber sociale spændinger. Regeringens indsats for at tackle disse problemer gennem politikker som Black Economic Empowerment (BEE) og sociale tilskudsprogrammer har haft begrænset succes. Fremtiden for Sydafrikas arbejdsmarked afhænger af økonomiske reformer, investering i uddannelse, samt forbedring af arbejdsmarkedslovgivningen.

Erhvervsklima

Erhvervsklimaet i Sydafrika er præget af en blanding af både udfordringer og muligheder. På den ene side har landet et rigt og varieret naturressourcegrundlag samt en moderne økonomi og demokrati, rammebetingelser, der tiltrækker udenlandske investeringer. På den anden side er Sydafrika udfordret af høj arbejdsløshed, politisk ustabilitet og oplevelsen af bureaukrati i forretningsmiljøet.
Forretningsklimaet er dog generelt åbent over for udenlandske investorer og kulturer, med en vilje til at samarbejde på tværs af grænser og til at tiltrække udenlandske investeringer. Næsten alle sydafrikanere taler engelsk, og landet, som bliver kaldt "The Rainbow Nation," er åben for kulturel diversitet. Sydafrika har fået et ry som "the gateway" til forretning i Afrika på grund af flere nøglefaktorer, herunder dets vel udviklede infrastruktur, transportnet, rets- og kommunikationssystemer.

Handelssituation 

Sydafrika oplever generelt et stabilt politisk klima. Dog er der nogle geopolitiske spændinger, såsom Sydafrikas medlemskab af BRICS og tætte bånd til Rusland og Kina, som skaber bekymringer blandt vestlige lande. Desuden har Sydafrika også været involveret i at støtte Egyptens beslutning om at stoppe humanitært samarbejde med Israel og yderligere ved at anlægge sag ved Den Internationale Domstol mod Israels behandling af palæstinenser. Det har påvirket landets diplomatiske og handelsmæssige relationer med Israel.
Der er betydeligt potentiale inden for flere sektorer, herunder et øget fokus på vedvarende energi. Landet har store ambitioner om at reducere sin kulafhængighed som i øjeblikket udgør omkring 70% af energimixet. Regeringen har fremlagt en energipolitik med målet om at diversificere energikilderne og øge andelen af vedvarende energi. En væsentlig del af denne strategi indebærer investeringer i sol- og vindenergi som allerede har vist sig lovende. Derudover fokuseres der på at udvikle infrastrukturen for at støtte en mere bæredygtig og stabil energiforsyning, og det inkluderer forbedringer af elnettet og implementering af teknologier til energilagring.

Sydafrika oplever vækst inden for flere sektorer. IT-sektoren, specielt fintech og digitale tjenester, viser fremgang. Landbrugseksporten af frugt, vin og andre produkter stiger, og det skaber muligheder for avanceret landbrugsteknologi. Turismesektoren er ved at komme sig efter pandemien og viser potentiale for vækst. Danske virksomheder kan finde muligheder inden for vedvarende energi, IT, landbrugsteknologi og sundhed. Danmarks ekspertise i grøn energi, tech-udvikling og avancerede landbrugsteknologier kan forbedre effektiviteten i disse sektorer. Desuden kan sundhedsteknologier og farmaceutiske produkter bidrage til fremskridt i den sydafrikanske sundhedssektor.

Ambassaden forventer, at de store danske kerneområder inden for miljø- og energiteknologi, landbrug, sundhed og digitalisering fortsat vil opleve en stigende efterspørgsel fra Sydafrika – både i den nærmeste fremtid og på længere sigt. Ambassaden vurderer, at der i fremtiden er potentiale for stærkere dansk tilstedeværelse på det sydafrikanske marked.

Eksportmuligheder på sektorniveau

Udviklingen inden for de forskellige sektorer i den sydafrikanske kontekst ser lovende ud for 2024. Der forventes et stigende antal investeringer i vedvarende energi. Energieffektivisering er et emne, der står højt på den politiske dagsorden og en sektor med stort potentiale for danske virksomheder. Derudover går Sydafrika en fremtid i møde, hvor vandsektoren skal moderniseres. Inden for landbrug- og fødevaresektoren fokuseres på bæredygtighed og effektivisering, og det inkluderer et stærkt fokus på og interesse for innovative teknologiske løsninger.

Energieffektivitet

I 2024 fokuserer Trade Council på at etablere et stærkt partnerskab mellem industrielle projekter og danske virksomheder inden for energieffektivisering. Strategien, baseret på danske løsninger, deler danske erfaringer og teknologi inden for energisektoren.

Dette initiativ har ført til oprettelsen af markedsføring platformen ”Green Capacity Group”, hvor relevante danske virksomheder samarbejder med både store industrielle virksomheder og offentlige projekter. Hovedmålet er at udnytte dansk innovation og erfaring til at imødekomme Sydafrikas presserende behov for energieffektivisering og vandeffektivisering.
Sydafrika står over for betydelige udfordringer i sin energisektor, præget af hyppige strømafbrydelser, høje energipriser og afhængighed af fossile brændstoffer. Landet har en stor energiintensiv industribase hvilket gør vedtagelsen af effektive teknologier afgørende for bæredygtig vækst. Danske virksomheder kan blandt andet levere løsninger som energieffektive pumper, isoleringsmaterialer og smarte energistyringssystemer.

Vand og Miljø

Vandmangel og forurening er store udfordringer i Sydafrika og det skaber efterspørgsel efter avancerede løsninger inden for vandrensning, spildevandshåndtering og vandforvaltning. Næsten alle vand- og spildevandsanlæg ejes af den offentlige sektor, men der er kun foretaget begrænsede investeringer i vedligeholdelse og opgradering. Der er en betydelig mangel på kvalificeret arbejdskraft og administrative mangler forbliver et stort problem. Sydafrika udnytter 100% af sine vandressourcer og står over for udfordringer som forurening fra industri, vandtab gennem lækager, et voksende vandbehov og klimaændringer. Byer som Knysna og Port Elizabeth har oplevet vandmangel, hvilket har ført til, at Sydafrika har bygget afsaltningsanlæg. Department of Water Affairs forventer at store afsaltningsanlæg vil være nødvendige for fremtidig drikkevandssikkerhed. Derudover forventes lovgivning i fremtiden, som vil tvinge mere kontrol og bedre behandling af spildevand. Behovet for assistance er klart, men virksomheder skal være opmærksomme på BBBEE-lovgivningen for at vinde udbud.

Landbrug og Fødevareproduktion

Inden for landbrug og fødevarer i Sydafrika ser man et øget fokus på bæredygtighed og udnyttelse af landets konkurrencemæssige fordele. Effektiv og optimal anvendelse af ressourcer står højere på dagsordenen end nogensinde før – og ingen steder mere end i Afrika.

Den sydafrikanske landbrugssektor har stort behov for effektivisering. Det er nødvendigt for at kunne brødføde landets befolkning, som vokser med halvanden procent om året. Derfor er Sydafrika på jagt efter moderne løsninger og vidensdeling inden for blandt andet:

Effektiv fødevareproduktion med færre ressourcer
Effektivisering af vandforbrug i landbruget
Waste-to-energy og værdiforøgende gødningsprocesser

Den sydafrikanske regerings store fokus på landbrugssektoren ses også ved at Sydafrikas regering har en målsætning om at øge eksporten til andre lande i Den Afrikanske Union. Med en øget fødevareproduktion og bæredygtigt landbrug kan danske virksomheder tilbyde avancerede landbrugsteknologier, herunder præcisionslandbrug, bæredygtige fødevareproduktionsteknikker og energiløsninger i denne sektor.

Minedrift

Sydafrika er verdensførende inden for minedrift, da landet er rigt på mineralressourcer. Selvom Danmark ikke har en særlig stor minedriftssektor, repræsenterer markedet stadig muligheder for danske virksomheder. Sydafrikas fokusområde kigger mod teknisk løsninger og produktionsekspertise samt omfattende forskning og udvikling. Der findes lukrative muligheder for downstream forarbejdning og værdiforøgelse af jern, kulstofstål, rustfrit stål, aluminium, platinmetaller og guld. Regeringen har udpeget dette som en vækstsektor, hvilket er af interesse for danske virksomheder.

Energi

Kul fortsætter med at dominere Sydafrikas energimix. Forbruget af kul resulterer i betydelige miljømæssige udfordringer og stigende pres for at reducere CO2-udledninger. Landet står derfor over for en nødvendighed for at diversificere sit energimix og øge andelen af vedvarende energikilder. Dette inkluderer både teknologi og knowhow til energilagring og smart grid-løsninger.
Industrien er den største forbruger af elektricitet i Sydafrika med en andel på 56% af det samlede forbrug. Dette omfatter sektorer som minedrift og jern- og stålproduktion. Derudover har Sydafrika øget sin kapacitet inden for vedvarende energi herunder vind og sol. Landet har fremragende naturlige ressourcer til udvikling af solenergi.
En væsentlig udfordring, som Sydafrika står over for er loadshedding, der er et resultat af utilstrækkelig energiproduktion og ineffektiv energiinfrastruktur. Loadshedding har alvorlige økonomiske og sociale konsekvenser og understreger behovet for pålidelige og bæredygtige energiløsninger.