Vindenergi i Colombia skaber eksportmuligheder for danske virksomheder
Med vindhastigheder på mere end 15 m/s er Colombia et af de bedste steder i verden til at generere energi fra vind. Især i den golde La Guajira region i nord blæser der kraftige vinde, og de stærke vindforhold i regionen giver gode muligheder for at udvikle vindenergi. Colombia har stadig til gode at udnytte det store vindpotentiale – der eksisterer til dato kun en enkelt vindmøllepark i hele Colombia, Jepirachi med 19 MW, som på nuværende tidspunkt ovenikøbet er ude af drift.
Der er med andre ord et kæmpestort potentiale for vindmølleparker og vindvirksomheder, og udviklingen af vindenergisektoren understøttes af, at det ligger højt på den colombianske regerings prioriteringsliste. Vindenergi er et element i den nye energiomstillingspolitik, der gælder i perioden 2018-2022, hvor målsætningen er at integrere flere ikke-konventionelle vedvarende energikilder, heriblandt vindenergi, for at gøre landet mindre afhængig af vandkraft, som hidtil har været den vigtigste energikilde.
Myndighederne satser på vind
Colombia er et stort land med et meget alsidigt klima og kan i perioder veksle mellem ekstrem tørke på den ene side og store regnskyl på den anden. Det gør energiforsyningen meget sårbar, da den på nuværende tidspunkt primært baserer sig på energi fra vandkraft, hvilket er en udfordring i tørkeperioder. Derfor er vindenergi en af fremtidens energikilder, der kan supplere energimixet, så det bliver mere stabilt.
De colombianske myndigheder estimerer, at vindpotentialet i landet på sigt kan generere knap 21 GW, og flere internationale virksomheder kigger allerede mod Colombia for at udvikle de første vindmølleparker. De største virksomheder er Enel Green Power, AES Colombia og EDP Renováveis.
Som et resultat af de seneste offentlige udbudsprocesser ledet af det colombianske Ministerium for Miner og Energi i 2019 blev der oprettet 10 nye vindmølleprojekter. Driften af disse vindmølleparker forventes at starte i 2022/2023 og skal levere en samlet kapacitet på 1.765 MW. De 10 vindmøllemarker er alle placeret i La Guajira i det nordlige Colombia. Flere vindmølleprojekter er på vej, i alt er der på nuværende tidspunkt 5.000 MW vindmølleparker i planlægningsfasen.
Efterspørgsel efter danske kompetencer
Den danske vindmølleproducent, Vestas har netop fået den første ordre på 20 MW til en vindmøllepark i La Guajira-regionen, nærmere i byen Uribia. Ordren er på 10 stk. V100-2.0 vindmøller og inkluderer en 12-årig serviceaftale. Vindmøllerne forventes at blive leveret i andet kvartal i 2021. Det forventes, at Vestas vil sælge flere vindmøller på markedet i en nær fremtid.
Projektudviklerne er endnu ikke begyndt at bygge vindmølleparkerne i Colombia, så danske virksomheder fra vindsektoren kan stadig nå at komme med i projekterne. Der efterspørges blandt andet danske vindkompetencer som:
- Projektudviklere
- Leverandører af teknologi og produkter til vindmølleindustrien
- Serviceudbydere
- Konsulentydelser og identificering af nye områder til vindmølleparker
Danske udviklere og leverandører inden for vindindustrien har således rigtig gode muligheder for at eksportere til markedet, og The Trade Council i Bogota stå klar til at hjælpe. The Trade Council har et tæt samarbejde med de offentlige myndigheder og brancheorganisationer i Colombia og følger op på ny relevant lovgivning samt offentlige udbudsprocesser.