Vil du tage del i Australiens grønne omstilling inden for vedvarende energi?
Australien er i fuld gang med at foretage investeringer og vedtage love, der skal realisere deres ambitiøse målsætning om at opnå 82% vedvarende energi i 2030 samt en netto-nuludledning af CO2 inden 2050. Aktuelt kommer dette til udtryk i det nyligt offentliggjorte statslige budget for 2024-2025, som med massive investeringer i grøn omstilling over det næste årti skal hjælpe Australien på vejen mod at blive en ”renewable energy superpower”.
Australien og Danmark indgik i 2023 et Strategisk Partnerskab, hvor et af de primære fokusområder netop er at øge det dansk-australske samarbejde inden for den grønne omstilling. Det australske marked er dermed mere åbent for grønne danske virksomheder end nogensinde før, og The Danish Trade Council i Australien er klar til at hjælpe med at identificere dine potentielle muligheder for at udnytte dette.
"At øge andelen af vedvarende energi i det australske energinet vil lede Australiens vej mod Net Zero. On- og offshore vind vil blive en integreret del af løsningen."
Mange danske virksomheder har længe været førende inden for vedvarende energi og i særdeleshed vindenergi, hvilket gør denne udvikling på det Australske marked til en ideel mulighed for danske virksomheder til at indgå samarbejder med både den private og offentlige sektor i Australien. Og det er nu, at man som virksomhed skal slå til, da den Australske regering som resultat af sine nye grønne målsætninger netop er i gang med at træffe de grundlæggende beslutninger om infrastruktur og rammevilkårene på området. Konkret har den Australske regering for eksempel udpeget seks høj prioritetsområder, hvor der kan ansøges om at etablere store offshore vindprojekter. Regeringen har også annonceret, at de kommer til at afholde en række udbud for at få etableret 23GW vind/sol samt 9GW energi lagring inden 2030.
De første feasibility-licenser til et af disse stor-skala projekter har allerede været i udbud. Udbuddet omhandlede udvikling af havvind på kysten af Gippsland, Victoria. To danske virksomheder, CIP og Ørsted, fik hver tildelt to licenser til separate områder. Ørsted vurderer, at deres projekt vil resultere i en samlet produktion på 4,8GW, mens CIP forventer at kunne levere i alt 4,4GW.
CIP er dermed et eksempel på en dansk aktør, der netop har vist, at det er muligt at bryde igennem på det australske marked. Og ifølge Samuel Woldu fra CIP, er det kun et potentiale, der vokser med tiden:
"Australien har nogle af verdens bedste vind- og solressourcer. CIP ser et stort potentiale på dette marked for investeringer i ren energi på grund af både regeringens stærke målsætninger for vedvarende energi og ideelle betingelser for projektudvikling. Vi er begejstrede for investeringsmulighederne i Australien og potentialet til at levere ren energi, reducere emissioner og skabe lokale arbejdspladser.”
FRA EN GRØN STYRKEPOSITION TIL EN ANDEN
Australiens store fokus på en omstilling til vedvarende energi er samtidig koblet tæt sammen med deres ambition om at blive førende inden for Power-to-X (PtX) inden 2030. Her udgør Australiens store sol og vind ressourcer netop ideelle forhold for etableringen af store PtX projekter. Australien har derfor allerede afsat godt 9 milliarder DKK (2m AUS) til deres Hydrogen Headstart program til investeringer i PtX og grønne hydrogen projekter hvor b.la. CIP har et af de 6 projekter, der er kommet med i slut fasen.
Ud over virksomheder, som direkte er involveret i udviklingen og produktionen af PtX, er værdikæden for etablering af PtX særdeles bred og består af alt fra vindmøllefabrikanter, anlægsejere og –udviklere, producenter af elektrolyse og synteseanlæg, leverandører af brintinfrastruktur, vandløsninger samt forbrugere af grønne brændsler på tværs af transportsektoren. Dermed skaber Australiens fokus på PtX også store markedsmuligheder for danske virksomheder inden for alle de følgeerhverv, som Danmark længe har haft en styrkeposition indenfor.