Gå til indhold
Storbritannien

Vær med i digitaliseringen af Storbritanniens offentlige sektor

Storbritannien er kommet langt med digitalisering af den offentlige sektor, men er stadig tydeligt under det danske niveau på området. Det giver muligheder for danske virksomheder med digitaliseringsløsninger.

Ligesom Danmark har Storbritannien i mange år arbejdet målrettet med digitalisering af den offentlige sektor. Landet er kommet langt, men er stadig tydeligt under det danske niveau på området. Det giver muligheder for danske virksomheder med løsninger inden for digitalisering. De danske løsninger er teknologisk foran de britiske – men ikke så meget, at løsningerne ikke kan passes ind på markedet.

En række danske virksomheder har allerede godt fat i det britiske marked. Netcompany købte i 2017 Hunter Macdonald – et britisk selskab med 350 ansatte – for at være tættere på markedet. Og firmaer som WizKids, Dania Software og cBrain har etableret solide brohoveder på det britiske marked.

Produktivitet og besparelser

Siden finanskrisen har den offentlige sektor i Storbritannien været på en kraftig slankekur. Det har især ramt kommunernes bloktilskud, som er reduceret med mellem 20 og 30 procent, siden krisen begyndte. Derfor er det vigtigt ikke bare at være konkurrencedygtig, men også at tilbyde produkter, som giver mulighed for produktivitetsforbedringer og besparelser.

”Jeg deltager ofte i konferencer og netværk for kommunale og offentlige IT-chefer, hvor diverse myndigheder præsenterer cases. Selvom det er væsentligt at levere god borgerservice og pålidelig sagsbehandling, så er det i langt de fleste cases også en meget vigtig del af budskabet, at det er lykkedes at opnå besparelser på enten medarbejdere, bygninger eller IT-licenser,” siger Per K. Andersen, sektorekspert på den danske ambassade i London.

Trods fokus på besparelser i administrationen er offentlig ICT stadig et voksende marked i Storbritannien. Tænketanken Public forudsiger, at markedet vil nå 25 milliarder pund i 2025.

Europa-Kommissionens sammenligning af medlemslandenes digitaliseringsniveau, 2019. Den nederste blå del af søjlerne repræsenterer digitaliseringen af den offentlige sektor. Kilde: European Commission Digital Economy and Society Index (DESI)

Danske digitale styrker

Det er velkendt i Storbritannien, at Danmark er blandt de lande, der er længst fremme med offentlig digitalisering. Den danske ambassade i London har jævnligt aktiviteter i Storbritannien, der understreger dette, så danske virksomheder kan præsentere deres løsninger inden for en god samlet rammefortælling.

I arbejdet med at bringe danske virksomheder sammen med britiske købere tegner der sig en række danske styrkepositioner inden for digitaliseringsløsninger:

  • Enkel og intuitiv brugergrænseflade, ofte designet sammen med systembrugere.
  • En konkurrencedygtig pris (ofte til briternes overraskelse).
  • Fokus på integration med eksisterende løsninger, så behovet for at genindtaste data elimineres.

Traditionelt har en lille gruppe meget store udbydere siddet på en stor del af markedet i Storbritannien. Både fra politisk hold og hos de enkelte kunder er der et betydeligt ønske om en bredere og mere varieret leverandørbase. Blandt andet har den britiske regering lanceret Digital Marketplace – i daglig tale G-Cloud – som er en online markedsplads for leverandører af cloud-baserede produkter til den offentlige sektor. Ideen er, at det skal være nemmere for små og mellemstore virksomheder på den ene side og offentlige købere på den anden side at finde hinanden. Danske virksomheder, som har interesse i markedet, bør kraftigt overveje at lade sig registrere på G-Cloud.

Samarbejde med Skotland

Danmarks ambassade i London indledte i 2019 et samarbejde med den skotske regering om erfaringsudveksling inden for offentlig digitalisering.

Danske virksomheder, som har interesse i at blive eksponeret over for den offentlige sektor i Skotland, opfordres til at kontakte ambassaden for at drøfte muligheden for at blive inkluderet i programmet.

Vil din virksomhed være med til at digitalisere Storbritannien?

Så kontakt den danske ambassade i London og hør mere om mulighederne for sælge digitale løsninger til den offentlige sektor:
Loading...

    Vil du vide mere om investeringsmuligheder i Storbritannien? sè mere relateret indhold

    Loading...