Gå til indhold
Silicon valley

Udforsk dine muligheder med AI i Silicon Valley

Danske virksomheder og offentlige institutioner inden for sundhedssektoren kan få stor værdi fra kunstig intelligens (AI). ICDK i Silicon Valley og tænketanken ATV inviterer til Life Science AI Academy 2020, som begynder i januar. Akademiet er en opdagelsesrejse i AI for topledere i erhvervslivet, det offentlige og på højere læreanstalter.

Verden over investeres der mere end nogensinde i kunstig intelligens, viser nyeste tal. Det gælder i særlig høj grad i Silicon Valley. Alligevel har kun 12 procent af alle virksomheder på verdensplan en strategi for kunstig intelligens, også kaldet Artificial Intelligence (AI).

AI rummer et enormt potentiale for sundhedssektoren og biovidenskaben, som er de områder, hvor det forventes, at AI kan gøre den største forskel. En aldrende befolkning, stigningen i kroniske sygdomme, nye behandlingsformer og galoperende offentlige udgifter til sundhedssektoren er udfordringer, der kræver nye løsninger – og her kan AI være en del af svaret.

Kunstig intelligens har potentiale til at kunne ændre livet for hundreder af millioner mennesker i de kommende årtier. Det hænger sammen med de fremskridt, der er opnået inden for computerydelse, algoritmer og – ikke mindst – overfloden af tilgængelige data.

Kunstig intelligens kan dog samtidig også være en trussel. Det kan gøre det svært for virksomheder at prøve kræfter med AI, da det kræver, at man også forholder sig til de etiske problematikker ved teknologien.

Undersøg hvordan du kan udnytte AI-potentialet

Danske virksomheder og offentlige institutioner inden for sundhedssektoren kan få stor værdi fra kunstig intelligens, hvis de omfavner mulighederne og kommer med på rejsen.

Innovation Centre Denmark i Silicon Valley og tænketanken Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) inviterer interesserede til at deltage i Life Science AI Academy 2020. Akademiet er et åbent og tankeprovokerende miljø, hvor deltagerne tager på en fælles udviklingsrejse om at undersøge potentielle samarbejder og vækstmuligheder.

Life Science AI Academy 2020 henvender sig til topledere i erhvervslivet, det offentlige og på højere læreanstalter med interesse i digital transformation. Akademiet forløber over tre måneder – med start den 8. januar 2020 i København og en uge i Silicon Valley fra 26. januar til 1. februar 2020. Under rejsen vil du som deltager få mulighed for at få input fra og sparring med førende eksperter inden for AI.

deltagelse i akademiet vil give mulighed for at:

  • Møde topledere i mindre og større virksomheder, universiteter, iværksættere, forretningsudviklere, venturefonde, eksperter i regulatoriske anliggender og mange andre, der arbejder indgående med kunstig intelligens.
  • Lære at identificere, kvantificere, kvalificere og designe løsninger baseret på kunstig intelligens ved brug af din egen forretningscase.
  • Finde inspiration i nye tendenser og innovative teknologier.
  • Opbygge et stærkt netværk inden for kunstig intelligens i Danmark og Silicon Valley.
  • Sætte skub i dit interne innovationsprojekt og transformere din virksomhed/organisation hurtigere.
  • Få inspiration til at blive AI-forandringsagent og motivere dine kollegaer og din ledelse.

Hvis du vil vide mere om Life Science AI Academy 2020, kan du få information om priser og tilmelding på Innovation Centre Denmark Silicon Valleys hjemmeside.

Vil du med på en udviklingsrejse i kunstig intelligens?

Så kontakt det danske generalkonsulat i Silicon Valley og hør mere om Life Science Al Academy 2020:

Loading...

    Er du interesseret i at læse mere om life science og det amerikanske marked? Læs vores relaterede indhold:

    Loading...