Gå til indhold
SEOUL

TV-shopping i Sydkorea vækster som aldrig før

Mange danskere tænker højst sandsynligt på TV-shopping som et fænomen, som hører de sene 90’ere og 00’erne til. En platform, som for længst er blevet udkonkurreret af nethandel og e-commerce. Men i Sydkorea er TV-shopping et stærkt voksende fænomen, og danske virksomheder kan derfor med fordel inddrage TV-shopping som en anderledes og kreativ salgskanal på det koreanske marked.

Sydkorea er over de senere årtier vokset til at være en af verdens største økonomier og et af de største asiatiske vækstmarkeder. På samme tid er den koreanske middelklasse blevet nogle af de mest købestærke forbrugere. Forbrugere, som i højere og højere grad skifter de traditionelle stormagasiner ud med TV-shopping hjemme foran fjernsynet.

Selvom TV-kanaler over hele verden mister seertal, breder TV-shopping sig nemlig på den koreanske sendeflade. Tænder man for fjernsynet i Sydkorea er hele 17 kanaler dedikeret til TV-shopping. Det er derfor svært at komme uden om salgstalerne og produktfremvisningerne, når koreanerne zapper gennem kanalerne. Pt. fylder mode, kosmetik, teknologi og livstilsprodukter meget, men også andre typer af varer finder vej til TV-skærmene, herunder både rejser og forsikringer. Det er derfor en oplagt mulighed for danske virksomheder, der gerne vil ind på det koreanske marked at gøre brug af TV-shopping som en del af deres eksportstrategi.

Solgte 1600 puder på en time

TV-shopping er en anderledes salgskanal, som kan inddrages i en samlet eksportstrategi for danske virksomheder. Platformen er især for de virksomheder, som ønsker et øget koreansk kendskab til deres produkter. Gennem TV-Shopping opnås nemlig en bred eksponering over for flere tusinde forbrugere på relativt kort tid. 

En af de danske virksomheder, der har givet sig i kast med at øge deres eksport til Korea gennem TV-shopping, er Fossflakes fra Skive. Virksomheden var en del af den danske virksomhedsdelegation, da Kronprinseparret i maj besøgte Korea i anledning af et erhvervsfremstød. Her lykkedes det The Trade Council på den danske ambassade i Seoul at få arrangeret et live TV-shopping-show, hvor de koreanske forbrugere kunne købe puder fra Fossflakes’ internationale brand Nordic Sleep. Her solgte virksomheden mere end 1600 puder på bare én time. TV-shopping blev derefter en del af Fossflakes salgskanaler, og salget af Fossflakes’ produkter går nu så godt, at eksporten til Korea forventes at udgøre hele 15 procent af virksomhedens samlede omsætning i 2019.

Innovative salgsplatforme

Optræden og præsentation af danske produkter gennem TV-shopping skal ses som en supplerende salgskanal, der er en del af en bredere eksportstrategi. Danske virksomheder vil derfor stadig have brug for en koreansk partner til at håndtere reklamation og distribution. Den danske ambassade i Seoul kan hjælpe med begge dele, da eksportrådgiverne besidder både ekspertviden og lokalt netværk. Med det danske våbenskjold i ryggen, kan The Trade Council i Seoul således hjælpe din virksomhed ind på det koreanske marked og opfordrer interesserede virksomheder til at kontakte ambassaden.  

fakta om tv-shopping i korea

Sydkorea er generelt et land, hvor der eksperimenteres med mange forskellige typer af salgsplatforme, da landet satser massivt på innovation for at fremme sig selv i den globale konkurrence. T-Commerce er det nyeste skud på stammen, når det kommer til TV-shopping. Konceptet udvikles lige nu som en platform, hvorpå forbrugere kan gøre online køb ved hjælp af deres fjernbetjening direkte på deres Smart-TV.

  • Salget fra non-store shopping (online og homeshopping) indbragte 61.24 billioner KRW sidste år (svarende til mere end 345 milliarder DKK)
  • De største koreanske TV-shopping kanaler er:
    - GS Home Shopping
    - CJ O Shopping
    - Hyundai Home Shopping
  • Online Shopping er det hurtigst voksende shopping marked i Korea og står for mere end 20 procent af det koreanske forbrug. 
  • Den sydkoreanske homeshoppingindustri voksede med 53,1 procent fra 2012 til 2017.

vil du sælge varer på koreansk tv?

Kontakt The Trade Council i Seoul og hør nærmere om mulighederne for eksport til Sydkorea.

Loading...

    vil du vide mere om markedsmulighederne i sydkorea? læs vores relateret indhold

    Loading...