Spildevand skal løse Egyptens mangel på vand
Baggrund: En livskilde under pres
Nilen har i årtusinder været Egyptens primære kilde til liv og udvikling. Vandet har været afgørende for både landbrug, industri og drikkevand. Men i dag er floden truet af klimaforandringer, som med stigende temperaturer og hyppigere hedebølger reducerer dens vandmængde. Derudover forurener industri- og byspildevand samt saltvandsindtrængning floden og forværrer dens kvalitet.
Den geopolitiske ustabilitet i regionen har ført til et øget antal flygtninge til Egypten, hvilket har lagt ekstra pres på vandressourcerne. Dertil er den politiske konflikt om den store etiopiske dæmning, GERD, som skaber yderligere usikkerhed om Nilens fremtid. Det skaber bekymring for, at dæmningen vil give Etiopien kontrol over vandmængden, hvilket kan påvirke Egyptens forsyning drastisk. Denne problematik, kombineret med en voksende befolkning og stigende efterspørgsel på vand, har gjort det nødvendigt for Egypten at styrke sin vandinfrastruktur og især forbedre genanvendelsen af spildevand.
Spildevandshåndtering i Egypten
Egyptens nuværende vandforbrug er på 80 milliarder kubikmeter årligt, mens den egentlige efterspørgsel er på hele 114 milliarder kubikmeter. Af det forbrugte vand kommer kun 20 milliarder kubikmeter fra genanvendt spildevand. Med et årligt underskud på 34 milliarder kubikmeter er det tydeligt, at spildevandshåndtering kan blive en central løsning på vandmanglen.
Egypten har allerede taget store skridt i denne retning. I 2021 åbnede landet verdens største spildevandsanlæg, Bahr El Baqar, samt Abu Rawash Water Treatment Plant, der er blandt de 10 største i verden. Disse anlæg viser, at der er en voksende vilje til at investere i spildevandsteknologi, men der er stadig et stort potentiale for yderligere forbedringer. Blandt de lovende projekter er Al Hamam Souther Dabaa-projektet, der sigter mod at genbruge spildevand fra landbruget med en kapacitet på 7,5 millioner kubikmeter.
Sideløbende investerer Egypten i afsaltningsanlæg for at imødekomme den stigende efterspørgsel på rent vand. Ain Sokhna-afsaltningsanlægget er et af de største i verden med en kapacitet på 156.000 kubikmeter om dagen og leverer vand til landets investerings- og industriregioner. Et andet fremtrædende projekt, Al Alamin, producerer næsten 50.000 kubikmeter om dagen og sikrer forsyninger til beboerne på Nordkysten.
Danmarks erfaringer med spildevand
Danmark er globalt førende inden for spildevandshåndtering. Som det eneste land i verden, der udelukkende henter sin vandforsyning fra grundvandet, har Danmark udviklet avancerede metoder til at behandle spildevand. I 2022 behandlede Danmark 95,7 pct. af spildevandet biologisk. Yderligere blev nitrogen og fosfor fjernet fra 90 pct. af de årlige 600-700 mio. kubikmeter spildevand, som løber igennem de danske spildevandsanlæg, inden det ledes tilbage til naturen.
Derudover genvinder danske anlæg energi og materialer som fosfor og producerer biogas. Spildevand ses derfor ikke længere som et problematisk restprodukt, men som en ressource. Derudover har Danmark integreret digitale løsninger som sensorer og dataindsamling, der optimerer rensningsanlæg og reducerer ressourceforbruget. Dette gør Danmark til en værdifuld samarbejdspartner for lande som Egypten.
Muligheder for samarbejde
Egypten har et akut behov for avancerede spildevandsløsninger, og danske virksomheder kan bidrage med ekspertise inden for både teknologi og cirkulære løsninger. Handelsafdelingen på den danske ambassade i Kairo tilbyder støtte til virksomheder, herunder netværk, administrative opgaver og markedsindsigt.
Med ambitioner om at forbedre spildevandshåndteringen og en voksende investeringsvilje i Egypten, er der store muligheder for danske virksomheder, der ønsker at gøre en forskel og samtidig styrke deres forretning.