Gå til indhold
Serbien

Serbisk svinelandbrug efter danske standarder

Den danske ambassade i Beograd vil bringe danske standarder til Serbiens svinelandbrug. Som led i processen får ambassaden bygget en dansk svinefarm i landet.
Danske virksomheder skal bygge en dansk svinefarm i Serbien. Det er en del af et pilotprojekt som den danske ambassade i Serbien arbejder på. Formålet med projektet er at bringe danske standarder for svineproduktion til landet. Derudover er ønsket at skabe en landbrugsmodel, der kan spredes til flere områder af landet og senere til andre lande i regionen.
 
Virksomhederne, der skal være med til at bygge farmen beskæftiger sig med alt lige fra genetik over foder til udstyr. Arbejdet påbegyndes allerede i efteråret 2018 og svinefarmen forventes at stå færdig ved udgangen af 2019.
 
Serbien er traditionelt en landbrugsnation med landbrugsarealer, der strækker sig over mere end seks millioner hektarer.  Der er gode muligheder for at producere råmaterialer, og Serbien har de nødvendige ressourcer til drift af landbrug, herunder kyndig og konkurrencedygtig arbejdskraft.
 
Særligt svinelandbruget i Serbien er i vækst, og mange landmænd er i gang med at udvide deres kapacitet til svinelandbrug. Og potentialet er stort. Serbien er en af de største forbrugere af svinekød og efterspørgslen overstiger udbuddet. 
 
Serbien giver danske virksomheder adgang til stort marked

Ambassaden tror på, at nu er det rette tidspunkt for små og mellemstore danske landbrugsvirksomheder at komme ind på det serbiske marked. Mulighederne er mange og strækker sig ud over landets grænser. 
 
”Serbien har talrige internationale frihandelsaftaler. Det betyder, at der er en uudforsket adgang til et voksende marked med knap en milliard forbrugere. Et marked, der blandt andet tæller Rusland, EU-landene og USA. Desuden er forholdet til Kina også under hurtig udvikling,” siger Nenad Mitošević, handelsrådgiver på den danske ambassade i Serbien.
 

vil du vide mere om dine muligheder på det serbiske marked?

Så kontakt og hør nærmere.

Loading...

    Læs mere 

    Loading...