Gå til indhold
markedsnyhed

Sektorkobling - fremtidens grønne energisystem

Fremtidens energisystem skal kunne håndtere store udsving i energiproduktion og efterspørgslen på vedvarende energi. Udfordringen kan løses ved at sammenkoble systemer på tværs af virksomheder og energikilder, så forbrug og energi optimeres på tværs. Sektorkobling kan bidrage til Danmarks energi robusthed og konkurrenceevne. Og så er det potentielt et vigtigt skridt for den grønne omstilling.
 

Sektorkobling er et paradigmeskifte, der muliggør en mere stabil og fleksibel energiudnyttelse ved at integrere systemer på tværs af el, varme, gas, vand og Power-to-X. Det indebærer at nedbryde traditionelle siloer mellem forskellige energiformer og fremme af partnerskaber og samarbejde mellem forskellige sektorer og industrier, både lokalt, nationalt og internationalt. 

Danske erfaringer viser, at sektorkobling er mere end en teknisk løsning – det er en ny måde at tænke energiforsyning og bæredygtighed på. Her spiller danske virksomheder en central rolle og tilbyder løsninger og ekspertise, der er eftertragtede på globalt plan.

ny rapport

En ny rapport fra State of Green, udarbejdet i samarbejde med Udenrigsministeriet, Energistyrelsen og flere erhvervsorganisationer, fremhæver Danmarks unikke erfaringer med sektorkobling. Rapporten præsenterer over 20 konkrete cases, der viser, hvordan Danmark fremmer grøn omstilling, energieffektivitet og forsyningssikkerhed på tværs af sektorer.

Vil du vide mere? Læs hele rapporten her

Udenrigsministeriet arbejder målrettet med at styrke eksporten af danske grønne teknologier, herunder løsninger inden for sektorkobling. Gennem vores globale netværk af ambassader og handelskontorer står specialiserede energirådgivere klar til at yde kvalificeret bistand til virksomheder, der ønsker at udnytte vækstmuligheder på verdensmarkedet.