REFORM I POLSK SUNDHEDSVÆSEN SKABER ET POTENTIALE FOR DANSKE VIRKSOMHEDER
COVID-19 pandemien har i Polen såvel som i mange andre lande understreget nødvendigheden af investeringer i sundhedssystemet. I årevis har de polske offentlige hospitaler været begrænset af en række faktorer, der har hindret udviklingen af sundhedsvæsenet. Grundlæggende er det blandt andet faktorer som den finansielle situation i form af stigende gæld, men også et mismatch mellem tilstedeværelsen af hospitaler i et givent område og det egentlige sundhedsbehov. Dette har resulteret i ineffektiv brug af det medicinske personel, hvilket nu står til at ændre sig.
For at adressere disse problemstillinger har det polske sundhedsministerium tilbage i december 2020 nedsat et team med det formål at udarbejde mulige reformer, der nu medfører en omstrukturering af de medicinske enheder i hospitalsvæsenet. Sundhedsminister Adam Niedzielski har understreget, at de planlagte ændringer i hospitalsvæsenet skal ske ud fra patientens perspektiv, hvor kvaliteten og tilgængeligheden af den ydede pleje skal være fremherskende. Med andre ord vil de planlagte ændringer komme de danske virksomheder i sundhedsindustrien til gode, da de allerede har haft disse nøgleelementer som grundsten i flere år.
Genopretningen i EU spiller en rolle
De meget omtalte genopretningsmidler fra den europæiske genopretningsfond efter COVID-19 (RRF) har endvidere fokus på sundhedssystemet i Polen. Rapporten, der er blevet ratificeret og indsendt til EU-kommissionen, viser, at Polen har planlagt at investere EUR 4,5 mia. i sundhedssektoren særligt med det formål at forbedre effektiviteten, tilgængeligheden og kvaliteten i det polske sundhedssystem.
Agentur for Hospitalsudvikling
I slutningen af maj offentliggjorde sundhedsministeriet rapporten om de mulige reformer, der baserer sig på arbejdet fra det hold, der blev udpeget tilbage i december. Her blev det bekendtgjort, at holdet havde udarbejdet tre varianter, hvor sundhedsministeriet har valgt at arbejde videre med variant III. Dette indebærer en oprettelse af et Agentur for Hospitalsudvikling (ARS). ARS vil evaluere hospitaler under hensyntagen til deres økonomiske og finansielle situation og indføre hospitalskategorisering og støtte dem i eventuelle omstruktureringer.
Kategorisering af de polske hospitaler:
Danske muligheder
Selvom kriterierne for kategoriseringen af hospitalerne og de nøjagtige ændringer stadig er under udvikling, har The Trade Council i Warszawa øjnene rettet mod reformen med henblik på at udarbejde aktiviteter og strategier for, hvor og hvordan danske virksomheder kan byde sig ind.
Den omtalte rapport har blandt andet konstateret et enorm behov for infrastrukturinvesteringer. Dette indebærer på lang sigt eksempelvis opførelse, modernisering og eftermontering af medicinske enheder såvel som modernisering af hospitalsbygninger. På kort sigt indebærer det blandt andet indkøb af diagnostisk og medicinsk udstyr til medicinske enheder.
Det danske sundhedsvæsen og dets virksomhedspartnere har længe haft tradition for at have et kvalitetsdygtigt sundhedsvæsen med patienten i centrum. Danske virksomheder har længe haft partnerskaber med hospitaler, hvad enten det drejer sig om infrastrukturinvesteringer eller forsyning af medicinsk udstyr. Af samme årsag vil midlerne fra RRF og en reform med fokus på områder, hvor danske virksomheder er bedst, alt andet lige resultere i et uomtvisteligt incitament for et dansk eksporteventyr inden for sundhedssektoren i Polen.