Gå til indhold
POLEN

Polen satser på den danske biogas model

Øgede energiomkostninger og mangel på gas har gjort det til en stor prioritet for europæiske regeringer og virksomheder at finde alternativer til fossile brændstoffer. Polen har tidligere været afhængig af russisk gas og fossile brændstoffer deriblandt kul, hvilket har skabt et stort behov for at transformere energiforbruget væk fra fossile brændstoffer til grønne energiformer.
Polen vil frem mod 2025 udvide landets energiforsyning fra biogas med mellem 100-120 MW hvert år, så landet får en samlet kapacitet på 1 GW i 2025. Derudover vil de polske energimyndigheder, i samarbejde med private virksomheder, udvikle gasdistributionsnettet. I 2020 havde Polen 335 biogasanlæg, hvilket forventes at vokse markant. Ligesom antallet af biogasanlæg på europæisk plan også er steget hastigt de seneste år. Udviklingen i den polske biogasproduktion skaber gode muligheder for danske virksomheder.

Et enigt polsk parlament vedtog den nye lov om etablering af biogasanlæg, hvilket viser, at der er bred politisk opbakning til ambitionen om at øge biogasproduktionen i Polen. Med den nye kurs er målet, at Polen kan blive en af EU’s største biogasproducenter. Polen satser på biogasproduktion baseret på biomasse fra landbrugsproduktion, men også fra fødevareindustrien. Frem mod 2040 sigter Polens energipolitik mod etablering af energiforsyning fra forskellige energikilder, hvor de grønne energiformer forventes at få langt større betydning.

POLSK LOVGIVNING BASERES PÅ DANSKE STYRKEPOSITIONER

Den polske regerings opmærksomhed på biogas udspringer blandt andet af inspiration fra Danmark og danske virksomheder. Den 13. og 14. februar i år besøgte en polsk biogasdelegation Danmark for at få nye ideer med hjem. To polske viceministre fra henholdsvis landbrugsministeriet og klima- og miljøministeriet deltog i besøget. Derudover deltog repræsentanter fra byerne Szczecin, Góra Kalwaria City Council og Wałbrzych. Den danske ambassade i Warszawa har finansieret delegationsbesøget på højniveau gennem ordningen for finansiering af udenlandske offentlige myndigheder fra eksportmarkeder. 

Jeppe Juul Petersen, regional teamleder for CEE-regionen inden for landbrugs- og fødevareområdet på den danske ambassade i Warszawa, var med på besøget. Han udtaler:

”Vicelandbrugsminister Janusz Kowalski var med på delegationsbesøget, og det har ifølge ham bibragt en afgørende forståelse for den danske model med privat-offentligt partnerskab. Derfor er der også en betydelig polsk interesse for at invitere danske biogasleverandører til Polen, fordi polakkerne kan se hvordan dansk biogas knowhow og teknologiløsninger bidrager til lokal, men også den samlede nationale energiforsyning”. 
Den polske biogasdelegation på besøg i Danmark
Det polske parlament har hen over sommeren i 2023 behandlet lovforslag om etablering af biogasanlæg for landbruget. Biogas er en prioritet for et enigt polsk parlament. Det fremføres, at biogas bidrager til Polens energisikkerhed, den grønne omstilling og den økonomiske udvikling i landområderne. Man arbejder med den antagelse, at Polen kan blive en af EU’s største biogasproducenter, såfremt de rette rammebetingelser er på plads.

Mette Smedegaard Hansen, Corpoerate Affairs Director i Nature Energy, udtaler: 
”Det er gået stærkt med lovarbejdet, og flere lovændringer er på nuværende tidspunkt på vej igennem den politiske proces. Den danske ambassade i Warszawa har gjort et uvurderligt stort arbejde i at få den danske model for biogasproduktion i storskala ind i den kommende polske lovgivning. Ambassaden har ligeledes været uvurderlig i forhold myndighedsarbejdet, fordi vi har fået møder med højt placerede embedsfolk og ministre. Møder vi aldrig ville have kunnet sætte op ved egen indsats.” 

Danmark er gradvist gået bort fra elproduktion med biogas, hvilket i øjeblikket er Polens dominerende fokus. Den massive danske udbygning af biogas har været til produktion af biogas, der opgraderes til naturgaskvalitet og indføres i gasdistributionsnettet. Det er også den model for biogasproduktion, der bliver undersøgt i Polen. 

Danmark og Polens intensive samarbejde om biogasproduktion er bl.a. udvidet ved inddragelse af  Energinet. Energinet under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet udvider dialogen med de polske myndigheder, fordi dialog på myndighedsniveau anses for at være legitim på den polske side. Den polske forvaltningstradition har en skarpere og mere entydig opdeling mellem myndigheder og privatsektor. Inddragelsen af Energinet udvider den polske sides forståelse for det privat-offentlige samarbejde som en legitim samarbejdsmodel, hvilket bidrager til en god platform for de danske virksomheder.

Om vigtigheden af offentligt-privat samarbejde udtaler, Frank Wennerberg, CEO i GreenFarm:

"Vores alliance-fællesskab med virksomhederne Renew Energy og Nature Energy, men også arbejdet med de polske myndigheder er helt unikt. Et arbejde ambassaden har bibragt, hvilket understøtter forståelsen for den danske biogasmodel. Vi har fået etableret et genkendeligt biogasnarrativ om – small, medium og large – baseret på landbrugs- og fødevareproduktion og vi supplerer således hinanden markedet. Og vi er i øjeblikket virkelig ved at få fodfæste i flere af Polens Voivodeship." 

The Trade Councils udviklede eksportseminarer danner rammen for borgmestre fra omliggende kommuner og potentielle leverandører til kommende biogasanlæg, men også embedsmænd fra det polske landbrugsministerium deltager. Det giver således en unik mulighed for at få tæt føling med lokale forhold. De polske myndigheder er afgørende for at fremme de danske kommercielle muligheder for salg af biogasteknologi, fordi de skaber tillid og finansieringsmuligheder.

The Trade Councils eksportseminarer giver borgmestre fra omliggendekommuner, potentielle leverandører til kommende biogasanlæg og embedsmændfra det polske landbrugsministerium mulighed for at komme tæt på lokale forhold.

Kontakt os

Loading...