Pitch dine health-tech løsninger til de koreanske hospitaler
Korea skal opgradere 18 smart-hospitaler frem mod 2025, og ambassaden i Seoul inviterer danske virksomheder til at pitche over for et af landets største hospitaler.
Den sydkoreanske økonomi er verdens 10. største, og landet lancerer nu deres store økonomiske reformpakke Green New Deal.
Pakken skal blandt andet sørge for, at 18 hospitaler opgraderes til smart-hospitaler frem mod 2025. De nye hospitaler skal opgraderes med en lang række løsninger inden for healthtech-paraplyen såsom databehandling, hygiejneløsninger, robotter etc. Pakken skal sikre sundhedsbehandling i verdensklasse til de koreanske borgere og giver samtidig håndgribelige muligheder for danske virksomheder, der leverer løsninger inden for healthtech og finder det sydkoreanske marked spændende.
The Trade Council arbejder på højtryk for at assistere danske firmaer, der vil være en del af leverancen til fremtidens hospitaler i Sydkorea. Ambassaden i Seoul har brugt det sidste år på at intensivere samarbejdet med det sydkoreanske sundhedsministerium og Korean Health Industry Development Institute (KHIDI).
KHIDI er det institut, som udvælger hvilke hospitaler der skal opgraderes, og Danmark sidder derfor i en unik position, hvor der kan præsenteres løsninger direkte over for de koreanske hospitaler, som står over for at skulle opgraderes. Samarbejdet rækker mange år ud i fremtiden, men starter d. 28. september, hvor dørene for det første hospital åbnes.
The Trade Council afholder i samarbejde med Healthcare DENMARK en målrettet workhop, hvor danske virksomheder kan pitche deres løsninger over for et af de største hospitaler i Korea, som har over 1000 sengepladser, samt de koreanske underleverandører. I den efterfølgende uge vil der blive opsat målrettede B2B møder med de koreanske partnere for de deltagende virksomheder.