Partnerskab styrker sundhedsvirksomheders arbejde med IPR i kina
Et nyt partnerskab mellem Lægemiddelindustriforeningen, Dansk Industri, Patent- og Varemærkestyrelsen, Healthcare Denmark og The Trade Council i Kina, skal facilitere dansk-kinesisk samarbejde inden for IPR-området, som skal føre til forbedret forståelse og udnyttelse af markedsvilkårene på det kinesiske sundhedsmarked for danske virksomheder.
Partnerskabet er særligt rettet mod danske Life Science virksomheder og har til formål at etablere en platform, som vil øge danske virksomheders kendskab til immaterialret (IPR) i Kina.
Gennem partnerskabet vil der være fokus på en række vigtige aspekter, herunder forståelse for ny IPR-lovgivning i Kina, samt kendskab til hvordan IPR praktiseres og håndhæves i Kina.
”Danske virksomheder regnes for at være blandt verdens førende inden for sundhedsindustrien. Dette er ligeledes tilfældet i Kina. Dog er vigtigheden af en god forståelse, for, hvordan IPR fungerer i Kina, helt essentiel. Vi tror på, at dette projekt kan hjælpe med at styrke vilkårene for danske sundhedsvirksomheder i Kina gennem vidensdeling samt tæt dialog med både interne og eksterne samarbejdspartnere.”
Et vigtigt marked for sundhedssektoren
Den danske Life Science-industri udgør cirka 20 pct. af dansk vareeksport globalt, og spiller en vigtig rolle for Danmarks økonomi og velfærdssystem. Foruden USA, er Kina Danmarks største eksportmarked for medicin og lægemidler. Trods de allerede høje tal, er det kinesiske marked også et af de markeder med det største fremtidige eksportpotentiale.
Kina er dog også et komplekst marked, både hvad angår størrelse og stigende konkurrence, og derfor har partnerskabet til formål at støtte industriens fokus på IPR i Kina.
Partnerskabet, som netop er skudt i gang, vil forløbe året ud og vil indeholde en bred vifte af relevante aktiviteter.