USA opruster onshore vind-projekter som aldrig før
Onshore vindindustrien brager fremad i Nordamerika. Vindenergi er nemlig både klimavenligt og konkurrencedygtigt og derfor også en mere og mere efterspurgt energiform. Onshore vind har sammen med solenergi den laveste gennemsnitspris sammenlignet med både konventionelle og andre alternative vedvarende energikilder. Da Danmark kan bryste sig af en global foregangsposition inden for vindenergi, er danske virksomheder oplagte partnere i udvidelsen og udviklingen af den nordamerikanske vindindustri.
”Vi ser lige nu, at vindmølleprojekterne i USA er i fuld gang, og at disse skal eksekveres inden udgangen af 2020. Virksomheder, der arbejder med vind, har en skattemæssige fordel, som ophører ved udgangen af 2020, og vindindustrien har derfor travlt med at installere flest mulige vindmøller det næste halvandet år. Danske virksomheder kan spille ind med både kran, transport og logistik samt installations- og konsulentarbejde, hvor vi har mange års erfaring, og er i høj kurs i USA” fortæller Dan Christoffersen, Handelsrådgiver på Generalkonsulatet i Houston.
Den skattemæssige fordel er et føderalt incitament, der har været med til fremme udviklingen af vindmarkedet i USA. Individuelle statslige incitamenter er også med til at øge markedsvæksten, da incitamenter kræver, at en bestemt mængde af den energi som forsyningsselskaberne genererer eller sælger, skal komme fra vedvarende energikilder. Incitamenterne varierer fra stat til stat med Californien og New York blandt de mest ambitiøse med et erklæret mål på 50% inden 2030.
Selvom skattefordelingen udgår per 2020, er der endnu intet der tyder på, at vindmarkedet vil stagnere lige foreløbigt. Tværtimod peger alt i retning af, at udviklingen fortsat vil buldre derudad.
"På AWEA Windpower 2019 (vindmesse i Texas red.) blev det endnu engang understreget, at det amerikanske onshore marked også vil storme afsted de næste år. For danske leverandører er der derfor fortsat et stort potentiale at hente på dette marked, hvor man nu ser en udvikling af en vindindustri, der kombinerer løsninger fra vind, energilagring og andre grønne teknologier til at imødekomme efterspørgslen for vedvarende energi i USA," siger Rikke Gørup Povlsen, Eksport Konsulent, Danish Wind Export Association.
The Trade Council i Nordamerika tilbyder danske virksomheder at deltage i et markedseksponeringsprogram, hvor danske virksomheder, der leverer løsninger til onshore vindindustrien, kan teste deres produkter og løsninger i Nordamerika samt få feedback på markedet, før de tager det helt store spring og begynder at eksportere. Programmet styres af tre specialiserede nordamerikanske handelsrådgivere, der udelukkende fokuserer på markedet for onshore vind, og systematisk præsenterer danske produkter og løsninger til nordamerikanske interessenter og beslutningstagere.
Efterspørgsel på servicering og vedligehold af vindmøller
En af de tendenser, der ses på det amerikanske vindmarked, er ændringen af vindmølleejernes servicestrategier, samt de muligheder strategierne afføder for virksomhederne i værdikæden.
De store vindmølleejere i USA har ofte interne serviceteams, mens de fleste mindre ejere gør brug af forskellige servicestrategier, når vindmøllerne skal serviceres og vedligeholdes. Nogle outsourcer al service og vedligehold til vindmølleleverandøren eller en anden uafhængig serviceudbyder, og nogle servicerer selv deres vindmøller, mens mange bruger en blanding af alle disse strategier.
"Det skaber muligheder for danske servicevirksomheder, der ønsker at være en del af servicesegmentet i den amerikanske vindindustri for onshore vind. De danske virksomheder er i stand til at levere løsninger, der kan konkurrere på optimering, kvalitet og pris, hvilket skaber et stort potentiale for de danske virksomheder, der tilbyder løsninger til eftermarkedet"
The Trade Council tilbyder som nævnt et særligt markedseksponeringsprogram for danske virksomheder, der ønsker at blive introduceret til det nordamerikanske vindmarked og komme i kontakt med en række kerneaktører og potentielt kommende kunder. The Trade Council opfordrer danske virksomheder, der beskæftiger sig med vind, til at tage kontakt til handelsrådgiver-teamt med henblik på at høre mere om mulighederne.
Facts om vindmarkedet i USA
- Der forventes at blive installeret 100.000 onshore vindturbinder før 2030.
- USA stiler efter at have en installeret vindkapacitet på 404 GW før 2050.
- Vindindustrien har investeret mere end 940 milliarder DKK i den amerikanske økonomi.
- Priserne for vindenergi er faldet med hele 69 procent siden 2009.
Vil du høre mere om vindmarkedet i USA?
Så kontakt det specialiserede rådgiver-team i USA og hør mere om mulighederne.