Øget fokus på grønne løsninger baner vejen for danske industrielle vandløsninger
Norge og Sverige er kendte for deres smukke natur og forpligtelse til bæredygtighed. Men i begge lande er man udfordret i vandsektoren. I Sverige skyldes det, at man i nogle kommuner kæmper med en varierende vandforsyning og med at kunne levere vand til både borgere og industrier. I Norge skyldes det bl.a., at det i mange tilfælde har været tilladt at udlede industrielt spildevand direkte i fjordene.
Det øgede fokus på den grønne dagsorden giver danske leverandører mulighed for at bidrage med deres løsninger til industriel vandbehandling.
På ambassaderne i Norge og Sverige arbejder man med ’vand’ som en fokus-sektor, pga. de interessante markedsmuligheder der i landene. Over de seneste to år, har over 10 forsyninger og kommuner i Norge og Sverige set mod Danmark og danske virksomheder for at blive inspireret af danske erfaringer og løsninger. Ambassadernes arbejde har indtil nu været fokuseret på markedsmulighederne inden for den kommunale vandsektor. Men pga. en øget efterspørgsel efter løsninger inden for industriel vandhåndtering vil dette fremover også blive prioriteret.
"Markedsdriverne i Norge og Sverige baner vej for danske vandleverandører med kompetencer, der matcher vandindustrierne i Sverige og Norge. Som en konsekvens fokuserer vi på at identificere muligheder for danske virksomheder inden for områder, hvor vi ser en øget efterspørgsel, især inden for vandreduktion, genbrug og genanvendelse af vand samt fjernelse af API og andre mikroforurenende stoffer"
Status for vand:
Op mod 25 procent af drikkevandet i Sverige lækker ud på vejen fra vandværk til vandhane. Denne vandlækage er 17 procentpoint større end i Danmark.I dag udgør investeringerne i den kommunale infrastruktur for vand og spildevand årligt 12 milliarder SEK. Som minimum skal investeringsgraden øges med 35 procent over en 20 års periode, eksklusive omkostningerne ved øget vandforsyning til industrier og spildevand.
Omkring 30 procent af drikkevandet i Norge går tabt på grund af lækager på ledningsnetværket. For at vedligeholde og forny Norges omfattende vand – og afløbsstruktur er det estimeret, at der frem mod 2040 er et kommunalt investeringsbehov på op mod 280 mia. NOK. Ca. 55 procent omfatter vandforsyning, mens den resterende del afløbshåndtering.
At spare på vand giver god økonomi
Sveriges industrisektor er meget afhængig af sikker vandforsyning. Fra stålproduktion til landbrugsproces er vand en forudsætning for drift. Hele 70 procent af vandforbruget i Sverige går til industrien, hvor det i resten af Europa er 40 procent.
Den varme sommer i 2018 understregede vigtigheden af vand. Industrisektoren i Sverige er centreret i udvalgte geografiske områder. I tider med tørke bliver sikker vandtilførsel til industrierne ikke prioriteret i forhold til borgere. Ifølge det svenske landbrugsråds beregninger udgjorde det samlede landbrugstab i 2018, som følge af vandmangel, 6,2 mia. SEK.
Man bidrager til et renere miljø og beskytter vandforsyningen under varme perioder med tørke, når man reducerer vandforbruget i industrielle processer. Det er også omkostningseffektivt, og det kan fungere som et profitdrevet incitament for virksomhederne. Man har i Danmark arbejdet hårdt for at lave individuelle processer inden for f.eks. mejeriproduktion og gjort dem mere vandeffektive ved at genanvende vand.
Market drivers i Sverige og Norge:
Strengere regler for industrielt spildevand
Den danske og svenske lovgivning vedrørende håndtering af industrielt spildevand ligner hinanden. Norge adskiller sig fra Danmark og Sverige ved at have en mindre strenge krav med hensyn til udledning af spildevand i havet. Industrielt spildevand, der ikke har gennemgået andet end en primær rensning, kan fx udledes direkte i havet de fleste steder langs Norges vestkyst. Det forventes dog, at der kommer en strengere lovgivning i Norge, som minder om dem, vi har i Danmark og Sverige. Strengere regler skaber muligheder for danske løsninger med fokus på rensning af industrielt spildevand.
The Trade Council i Oslo og Stockholm tager fat i den industrielle sektor
The Trade Council i Norge og Sverige planlægger i efteråret 2020 en række webinarer, seminarer, workshops og delegationsture til Danmark, samt målrettede projekter for de enkelte virksomheder. The Trade Council inviterer vandkrævende industrier og virksomheder, som bliver påvirket af de strenge udledningskrav, så der kan blive udvekslet erfaring og etableret dialog mellem de nordiske parter.
Vil du bidrage med grønne løsninger til det norske eller svenske marked?
Så kontakt den svenske ambassade: