Gå til indhold
Norge

Norsk satsning på velfærdsteknologi skaber danske eksportmuligheder

De kommende år vil den norske regering årligt investere et trecifret millionbeløb i ny velfærdsteknologi. Dette åbner et stort marked for danske virksomheder. Danmarks ambassade afholder arrangement om velfærdsteknologiske løsninger den 11. december 2019 i Oslo.
Demografien i Norden er under kraftig forandring. Befolkningen bliver ældre, og der fødes ikke længere nok børn. Denne udvikling betyder, at der i fremtiden vil blive færre hænder på arbejdsmarkedet. Det er således yderst vigtigt med velfærdsteknologiske løsninger, som kan frigøre varme hænder og hjælpe borgere til en bedre tilværelse. 

Derfor har den norske regering besluttet, at der årligt skal investeres et trecifret millionbeløb i ny velfærdsteknologi. Disse innovative produkter har til formål at sikre borgeren den fortsatte autonomi – og skabe en tryggere og enklere hverdag for både brugere, pårørende og personale.

 

Samtidig er det et klart mål at sikre borgere en god og værdig oplevelse, når de ikke længere kan klare sig på egen hånd. Dette gøres ved at investere i ny teknologi, blandt andet inden for følgende områder:

  • Lokaliseringsteknologi
  • Tryghedsskabende teknologi
  • Medicineringsløsninger
quote ikon

Velfærdsteknologiske løsninger vil således blive et af de centrale værktøjer i fremtiden, og innovative danske løsninger bør derfor komme til Norge, da interessen er stor.Vi ser, at der er skabt et nationalt velfærdsteknologiprogram med omkring 270 deltagende kommuner. Landet implementerer altså nationale løsninger, og der investeres betydeligt på området

Mia Kråkstad Eksportrådgiver, Danmarks ambassade i Oslo

Markedet udbygges

Formålet med det nationale velfærdsteknologiprogram er at sørge for, at flere kommuner integrerer velfærdsteknologi som en del af deres sundhedstilbud. Programmet skaber således helt nye markedsmuligheder for danske virksomheder, da det stigende fokus på især teknologiske løsninger i høj grad udbygger markedet.

Potentialet på det norske marked for velfærdsteknologi er stort, og danske virksomheder med kompetencer inden for velfærdsteknologiske løsninger bør derfor kraftigt overveje Norge som eksportmarked. Danske virksomheder, som vil ind på markedet, bør engagere sig allerede nu. Det skyldes, at markedet er på et stadie, der indbyder til kontinuerlig vækst, og det gælder om at synliggøre sig.

The Trade Council i Oslo har stort kendskab til markedet og kan hjælpe danske virksomheder med at skabe indledende kontakt til de vigtigste interessenter.

Arrangement på ambassaden

Danmarks ambassade i Oslo afholder onsdag d. 11. december 2019 et arrangement om fremtidens velfærdsteknologiske løsninger.

Arrangementet finder sted i den officielle danske residens i Oslo.

Der vil blive inviteret beslutningstagere fra blandt andet Helse- og omsorgsdepartementet, relevante kommuner, den officielle norske velfærdsadministration (NAV) samt Direktoratet for e-helse.

Formålet med arrangementet er, at de norske beslutningstagere kan blive præsenteret for innovative danske løsninger inden for velfærdsteknologi.

Er din virksomhed interesseret i at deltage? Så kontakt ambassaden.

Vil du sælge velfærdsteknologi til Norge?

Kontakt den danske ambassade i Oslo, og hør mere om mulighederne på markedet:

Loading...

    Er du interesseret i at læse mere om teknologimarkedet? Se mere relateret indhold

    Loading...