Der er muligheder i Central- og østeuropas affaldssektorer
FRA MANGLENDE PRIORITERING TIL MILLIARDINVESTERINGER: AFFALD I CENTRAL- OG ØSTEUROPA
De første forandringer i affaldssektoren er så småt undervejs i Central- og Østeuropa, hvor landene nu retter øjnene mod en cirkulær økonomi og mod et markant øget fokus på at opfylde EUs klimamål.
Polen, Tjekkiet og Ungarn i den central- og østeuropæiske region består af 60 mio. indbyggere. Trods det store indbyggertal har affaldshåndtering historisk set ikke været en prioritet i landene, hvilket også kommer til udtryk i den nuværende fordeling af affald. Eksempelvis ryger 40% af al affald i Polen i øjeblikket på lossepladser, 24,4% bliver afbrændt på forbrændingsanlæg, og blot 26,7% bliver genanvendt.
EU-kommissionen har vedtaget en ambitiøs Cirkulær Økonomipakke med henblik på at stimulere Europas overgang til en cirkulær økonomi. Pakken indeholder konkrete tiltag til eksempelvis at fremme genbrug. 'Affald-til-energi' er et væsentligt tiltag og et aktuelt fokusområde for landene i Central- og Østeuropa, da meget af det affald, der produceres landene imellem, ender på lossepladserne.
Danske virksomheder, og særligt virksomheder med erfaring inden for affald-til-energi, bør derfor rette øjnene mod det central- og østeuropæiske marked, hvor eksportmulighederne er store.
En affaldssektor i udvikling
Polen, Tjekkiet og Ungarn er på forskellige udviklingsstadier i optimeringen af deres affaldshåndtering, men fælles er, at de alle stadig er i begyndelsen af udviklingen mod et moderne system for affaldshåndtering. Affaldshåndteringen er i massiv udvikling, hvilket er drevet af blandt andet EU-regulering på affaldshåndtering, men også de nationale genopretningsplaner med tilskuddet fra den europæiske genopretningsfond efter COVID-19 (RRF).
En stor del af disse tilskud står til at blive anvendt i den grønne omstilling, hvor affaldssektoren, især inden for affald-til-energi, er et omdrejningspunkt. Endvidere fokuserer også de nationale energiplaner på affald-til-energi, hvor eksempelvis den polske regering har øjnene stærkt rettet mod at anvende affald i forbindelse med kraftvarmeværker.
De tre lande har, som så mange andre EU-lande, klimamål, der skal opnås, hvorfor der også hersker et politisk fokus på affaldssektoren. Flere af de central- og østeuropæiske lande har allerede offentliggjort energi- og affaldsplaner, der sigter mod en transition i affaldssektoren imod en cirkulær økonomi.
De danske styrker
Danmark er langt foran de central- og østeuropæiske lande i forbindelse med overgangen til en cirkulær økonomi. Det gælder hvad enten det angår affaldshåndtering, planlægning, effektiv regulering, samarbejde mellem private og offentlige aktører eller at omdanne affald til energi. Netop disse kompetencer efterspørges i de central- og østeuropæiske lande. Man ønsker at hente inspiration udefra, herunder blandt andet fra Danmark. De områder, hvor danske styrker særligt efterspørges, inkluderer:
• Innovativ tilgang til cirkulær økonomi
• Massiv erfaring i at integrere affald i energisektoren
• Genbrug af materialer i byggeindustrien og landbrugssektoren
På baggrund af ambassadens tætte kontakt med regeringerne, vil det være muligt for danske virksomheder at sætte sit præg på affaldssektoren i regionen. Med tilskuddet fra RRF til Polen, Tjekkiet og Ungarn, er disse lande en særdeles interessant eksportmulighed for danske virksomheder.