Gå til indhold
Tyskland

Milliardsatsning på digital undervisning skaber store eksportmuligheder

Tyskland investerer massivt i digitalisering af undervisningen på landets 40.000 skoler. Det åbner et marked for dansk EdTech. Danske virksomheder kan i marts 2020 præsentere deres løsninger på den største tyske konference i undervisningssektoren.

Det tyske forbundsministerium for uddannelse og forskning vedtog tidligere i 2019 det nationale program DigitalPakt Schule, som skal digitalisere uddannelsesinfrastrukturen på landets skoler.

Programmet indebærer en investering på 5,5 milliarder euro, som bliver fordelt mellem de 16 delstater. Tysklands 40.000 skoler har siden maj 2019 haft adgang til at søge om tilskud i deres egen delstat. Skolerne kan søge frem til 2024, men der er stort fokus på at søge hurtigst muligt – og komme i gang med at implementere løsninger.

Investeringen skal i første omgang opnå tre mål:

  • Hurtigere internet på alle skoler.
  • Passende skærmenheder såsom computere og interaktive tavler.
  • Udvikling af undervisernes og elevernes digitale kompetencer.

I Tyskland har virksomheder fra Danmark ry for at være førende inden for udvikling af EdTech. Det åbner døre for danske leverandører – særligt når skolerne får midler til digitalisering som følge af DigitalPakt Schule-programmet.

Der er især gode muligheder inden for:

  • Udvikling af digitale undervisningsmidler.
  • Styring af administrative og uddannelsesmæssige processer – fx digitale programmer, som styrker en samarbejdsbaseret undervisning samt den interne kommunikation på skolerne.
  • Oprettelse af digitale læringsmiljøer.

Den største delstat, Bayern, har allerede vist stor interesse for danske løsninger. Bayern råder over 5.500 skoler, 18.000 digitale klasseværelser og et budget på 38 millioner euro til udvikling af digital infrastruktur.

Gode råd på det tyske EdTech-marked:

  • Præsenter potentielle kunder for virtuelle scenarier om, hvordan et klasseværelse kan se ud, når produkt og tjenester implementeres. Brug gerne danske skoler som eksempler.
  • Farerne forbundet med digitale platforme, såsom lagring og beskyttelse af data, spiller en enorm rolle i de digitale læringsdiskussioner i Tyskland. Vær derfor godt informeret om nationale regler og inkluder emnet aktivt i de første drøftelser med tyske interessenter – især vedrørende GDPR-overholdelse, tredjepartsdata og copyright-spørgsmål.
  • Deltag i relevante begivenheder, hvor det er muligt at danne et bredt netværk og skabe en referenceramme – fx konferencen DSLK (se boks).
  • Brug The Trade Council i Tyskland. Det danske generalkonsulat i München kan guide danske virksomheder på det tyske EdTech-marked og hjælpe med at få overblik over de seneste regionale markedsændringer.

Konference for undervisningssektoren

  • Deutscher Schulleiterkongress (DSLK) er den største tyske konference i undervisningssektoren – med over 3.000 kvalificerede deltagere og over 120 top-speakers.
  • Konferencen finder sted næste gang 19.-21. marts 2020 og er relevant for alle, som har interesse i at levere løsninger på området til Tyskland.
  • Danmark vil være repræsenteret på konferencen med et “EdTech Corner”, som vil promovere danske løsninger inden for undervisningssektoren.
  • Danske EdTech-virksomheder kan tilmelde sig ”EdTech Corner Denmark” hos det danske generalkonsulat i München.

Læs mere om konferencen her:
https://www.deutscher-schulleiterkongress.de

Vil du levere edTech til tyske skoler?

Så kontakt det danske generalkonsulat i München:

Loading...

    Er du interesseret i eksportmuligheder i tyskland? se mere relateret indhold

    Loading...