Italiens genopretningsplan er en unik chance for danske virksomheder
For at Italien kan nå at gennemføre sit meget seriøse grønne investeringsprogram frem mod 2026, vil der være behov for samarbejde med udenlandske firmaer og anvendelse af grønne løsninger og teknologier udefra.
Alene til den grønne omstilling afsættes 60 mia. euro. Men også store investeringer inden for sundhed og digitalisering ligger parat. Hvis du vil være med, så læs videre.
Italien kommer frem mod 2026 til at investere enorme summer i grøn omstilling af landets energiforsyning, bygningsmasse, industri og landbrugsproduktion. Dertil kommer investeringer for omkring 15,6 mia. euro i fremtidens sundhedssystem, og endnu flere midler skal investeres i digitalisering af det italienske samfund bredt betragtet. Den italienske hjælpepakke er målt i kroner og ører den absolut største i EU.
Under genopretningsplanens overskrifter om grøn omstilling gemmer sig en række mere præcise investeringsområder med relevans for danske virksomheder. Således vil der f.eks. blive investeret 15,36 mia. euro i energieffektivisering af både private og industrielle bygninger. Italiens grønne omstilling vil også have stort fokus på investeringer inden for grøn energi f.eks. sol, vind, biogas og ikke mindst hydrogen – samlet set ca. 24 mia. euro.
Italien har selv store og internationalt set konkurrencedygtige firmaer inden for grøn energi. Men for at Italien kan nå at gennemføre det meget seriøse grønne investeringsprogram over et relativt set kort tidsrum vil der være behov for samarbejde med udenlandske firmaer og anvendelse af grønne løsninger og teknologier udefra.
Danmark og danske virksomheder står med et godt udgangspunkt for at deltage i den italienske genopretningsplan. Det gør vi, fordi vores virksomheder og myndigheder har været igennem mange af de omstillingsprocesser, som Italien står over for at skulle gennemføre. Det gælder inden for regulering, myndighedssamarbejder, knowhow, teknologier og nye forretningsmodeller.
Ambassaden i Rom har det seneste års tid arbejdet dedikeret med at gøde jorden for italiensk-danske samarbejder omkring Italiens grønne investeringer og EU´s genopretningspakke. Som led i disse forberedelser har ambassaden haft konsulentfirmaet Ernst & Young (EY) til at udarbejde rapporten ”Study and mapping of the organisation and the implementation of Next Generation EU in Italy”. Vi stiller nu denne rapport til din rådighed, og du kan downloade den via linket her nedenfor.
”Hvis alt går som planlagt vil Italiens genopretningsplan betyde omfattende reformer af landets politiske og økonomiske indretning. Derudover vil de store investeringer i grøn omstilling byde på store markedsmuligheder for danske virksomheder inden for grøn energi, energieffektivisering af boliger og bygninger vand og mange andre områder, hvor danske virksomheder har lang erfaring. Ambassaden står i den forbindelse parat til at hjælpe danske virksomheder med at deltage i Italiens grønne omstilling og ift. investeringer inden for sundhed og industri”.
FAkta
Italiens genopretningsplan er samlet set på ca. 222 mia. euro og dermed den suverænt største i EU.• 59,3 mia. euro til grøn omstilling, herunder 23,78 mia. euro til grøn energi og hydrogen. Samt 15,36 mia. euro til energieffektivisering af bygninger.
• 23, 89 mia. euro til digitalisering og automatisering af italiensk industri
• 15,6 mia. euro til investeringer i fremtidens sundhedssystem