Gyldne muligheder for vandvirksomheder i Californien
Californien har enorme udfordringer med at sikre tilstrækkeligt rent vand, hvilket kan åbne eksportdøren for danske innovative grundvandsløsninger. De tre danske virksomheder Rambøll, I-GIS og SkyTEM har således indgået et samarbejde med Stanford University’s School of Earth, Energy and Environmental Sciences (Stanford Earth). Projektet er blevet til igennem The Trade Councils Water Technology Alliance (WTA) på det danske Generalkonsulat i Silicon Valley og Miljøstyrelsen.
Helt konkret indebærer projektet at tilpasse og udvikle danske metoder og erfaringer fra de tre virksomheder, så de matcher Californiens udfordringer med, at staten de seneste år har oplevet problemer med grundvandsforurening og faldende grundvandsniveauer. Håbet er at få blåstemplet den danske model for kortlægning af grundvandet i Californiens nye grundvandsprogram, hvilket vil åbne for store kommercielle perspektiver i USA og globalt.
”Potentialet i samarbejdet med Stanford er meget stort, for gennem disse pilotprojekter får vi belyst vores løsninger. Californien er generelt tvunget til at investere massivt og finde løsninger på alle niveauer, både kortsigtet og langsigtet. Danmark kan nu virkelig høste store gevinster af teknologiske investeringer, som man foretog på et tidligt tidspunkt,” siger Bill Brown, regional sales manager i SkyTEM, der har hovedsæde i Aarhus. Han henviser til Danmarks omfattende kortlægning af grundvandet med start i 1990’erne, der danner grundlag for disse løsninger.
"Projektet er et lysende eksempet på, hvordan praktisk samarbejde mellem danske virksomheder og en ledende innovationshub som Stanford University kan føre til øget eksport og udvikling af nye teknologier på samme tid,”
Professor i geofysik, Rosemary Knight, vil stå i spidsen for et hold forskere fra Stanford Earth for at se hvordan de danske grundvandsløsninger kan benyttes i Californien i forhold til at skabe en bæredygtig vandhåndtering. I projektet indgår ligeledes Aarhus Universitet samt den amerikanske virksomhed Aqua Geo Frameworks.
WTA arbejder for at forbinde danske virksomheder til nordamerikanske fagfolk på vandområdet, med målet om at dele dansk viden og fostre samarbejde i vandsektoren. Formålet med Stanfordprojektet er derfor ikke kun at sikre tilstrækkeligt rent grundvand i Californien, men også at udfordre og udvikle de danske teknologiløsninger yderligere.
”The Trade Council er stolte over at deltage i dette projekt gennem vores Water Technology Alliance. Projektet vil tilpasse og anvende danske vandteknologier til gavn for en bæredygtig håndtering af grundvand i Californien. På samme tid vil samarbejdet med Stanford Earth vil søge nye og innovative måder at håndtere grundvand på – ikke kun i Californien, men også globalt,” siger Jacob Vind, leder af Water Technology Alliance.
Ud over at danske virksomheder skal arbejde på løsninger til det Californiske grundvandsprogram, som løber over de næste tyve år, vækker projektet også begejstring hos en samlet danske industri:
”Projektet er et lysende eksempet på, hvordan praktisk samarbejde mellem danske virksomheder og en ledende innovationshub som Stanford University kan føre til øget eksport og udvikling af nye teknologier på samme tid,” siger Mads Lebech, adm. direktør i Industriens Fond.
Projektet kommer i kølvandet på en nylig politisk samarbejdsaftale på vandområdet mellem Californien og Danmark. Under et besøg i september indgik Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen en samarbejdsaftale (Memorandum of Understanding) på vandområdet med Californiens Guvernør Jerry Brown.
Vil du vide mere om din virksomheds muligheder i USA?
Så kontakt os og hør nærmere
fakta
- Som en del af ”Stanford Groundwater Architecture Project” vil Stanford Earth sammen med Aarhus Universitet, Rambøll, I-GIS og SkyTEM udvikle en særlig californisk model til at kortlægge grundvandet i Californien. Modellen baseres på danske erfaringer.
- Projektet har modtaget 4,1 mio. kroner fra MUDP og løber i de næste to år med et samlet budget på 9 mio. kroner.
- Water Technology Alliance (WTA) arbejder for at forbinde danske virksomheder til nordamerikanske fagfolk på vandområdet, med målet om at dele dansk viden og fostre samarbejde i vandsektoren. WTA arbejder tæt sammen med Innovation Center Denmark (ICDK) på Generalkonsulatet i Silicon Valley, der arbejder for at bygge bro mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kapital i Danmark.
- Projektet er skabt via Trade Councils ”Water Technology Alliance” (WTA) i Californien, som ud over Rambøll, I-GIS og SkyTEM også består af de danske forsyningsselskaber i 3Vand samarbejdet (Aarhus Vand, BIOFOS, HOFOR og VCS), samt virksomhederne Applied Biomimetic, AVK, Danfoss, DHI, Grundfos, Kamstrup, Landia, Leif Koch A/S, LINAK, NISSEN Energiteknik, Smith Innovation, and Stjernholm A/S. WTA er blevet til med støtte fra Industriens Fond