Green Capacity Group skaber grønne muligheder i Sydafrika
I marts 2024 lancerede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen programmet Green Capacity Group i Sydafrika, et initiativ, der samler førende danske virksomheder med en grøn og bæredygtig profil. Programmet har til formål at hjælpe sydafrikanske virksomheder med at optimere deres vand- og energiforbrug ved at implementere effektive løsninger på specifikke produktionslinjer, samtidig med at danske virksomheder får adgang til et voksende marked.
Programmet henvender sig særligt til danske virksomheder, der ønsker at udforske nye eksportmuligheder og samtidig bidrage til en bæredygtig udvikling i et land, hvor energiforsyning og vandeffektivitet er kritiske emner.
Hvordan fungerer Green Capacity Group i praksis?
Green Capacity Group følger fire simple trin fra den første indledende kontakt mellem de involverede parter til fuldt implementerede projekter. De enkelte trin understøtter hinanden og sikrer, at løsningerne ikke alene er teknisk og økonomisk bæredygtige, men også tilpasset de konkrete behov i Sydafrika og de forretningsmæssige mål for danske virksomheder:
Dialog
Processen indledes med en dialog mellem Green Capacity Group og udvalgte, branchespecifikke sydafrikanske virksomheder, der lever op til fastlagte kriterier ud fra en due diligence-proces. Formålet med dialogen er at foretage en overordnet vurdering af den eksisterende værdikæde og kortlægge de mest oplagte indsatsområder, herunder udfordringer inden for bæredygtighedsinitiativer og optimering af driftseffektiviteten på de branche-specifikke produktionslinjer. Målet er at opnå en konkurrencefordel ved at udnytte danske virksomheders position inden for aktuelle og fremtidige bæredygtighedskrav og afdække rentable projekter på tværs af sydafrikanske værdikæder.
Audit
Efter de indledende samtaler bliver et konkret forbedringsområde udpeget. Herefter gennemføres en målrettet audit, som finansieres af ambassaden og udføres af danske ingeniører. Auditten munder ud i et sæt klare, handlingsorienterede anbefalinger, der er skræddersyet til den sydafrikanske virksomheds behov, og som sikrer overensstemmelse med danske bæredygtighedsløsninger og best practice.
Tilbud
Baseret på de prioriterede forbedringsmuligheder udarbejder ambassaden et konkret tilbud. Tilbuddet omfatter en strategisk samarbejdsaftale, der definerer roller, forventninger og leverancer hos de involverede parter med særligt fokus på at understøtte danske virksomheders eksport og internationalisering. På baggrund af audit-resultaterne etableres samtidig en formel partnerskabsaftale og strategisk business alliance, der yderligere præciserer parternes ansvar og mål. Formålet med alliancen er at samle danske virksomheder om fælles eksportmuligheder inden for specifikke sektorer eller markeder samt fremme internationaliseringen af danske virksomheder og leverandører. Alliancen fungerer reelt som en finansiel model, der understøtter konsortieprojekter.
Implementering
Når de rette danske partnere er fundet, faciliterer ambassaden de strategiske forhandlinger, så den sydafrikanske virksomhed let kan få adgang til førsteklasses løsninger, udstyr, finansiering og ekspertise. Når alle parter er enige, formaliseres et partnerskab, der fastlægger de næste skridt og skaber rammerne for et langsigtet, bæredygtigt samarbejde.
Vi er overbeviste om, at globalt samarbejde er den mest effektive vej til at realisere en bæredygtig omstilling. Med dette udgangspunkt er Green Capacity Group blevet etableret for at fremme dialog, styrke internationale partnerskaber og skabe et fælles engagement i målet om en CO₂-neutral fremtid. Vores mission er enkel: at blive din virksomheds foretrukne partner i Sydafrika.
Hvad kan danske virksomheder konkret få ud af at deltage?
1. ’Direct marketing’ overfor sydafrikanske virksomheder
Danske virksomheder får mulighed for at præsentere sine løsninger direkte for potentielle sydafrikanske kunder og samarbejdspartnere gennem en direkte og målrettet kontakt.
2. Adgang til centrale beslutningstagere
Medlemmer af Green Capacity Group får adgang til ambassadens omfattende netværk og kontaktflade, der åbner døre til nye samarbejdspartnere i industrien.
3. Finansiering
Danmark har mulighed for at tilbyde finansiering til projekterne i Green Capacity Group gennem EIFO samt andre danske eller internationale finansielle aktører.
4. Fælles dansk profil
Virksomheder drager fordel af fælles planlægning, koordinerede aktiviteter og en stærkere, samlet fremtoning over for nøgleinteressenter. Green Capacity Group giver et solidt overblik og en langsigtet strategi, så indsatsen rækker ud over enkeltstående projekter.
5. Overvågning og nyhedsbrev
Ambassaden følger udviklingen i lovgivning og regulativer i Sydafrika tæt og udsender et kvartalsvist nyhedsbrev, så medlemmerne er opdaterede.
6. Netværk med andre danske virksomheder i markedet
Medlemmerne samles jævnligt, så indsigter og erfaringer deles, og der kan koordineres fælles indsatser.
7. Adgang til officielle delegationer
Bliv blandt de første til at få besked om officielle besøg mellem danske og sydafrikanske myndigheder.
Green Capacity Group udgør en solid platform for danske virksomheder, der vil udvide deres globale tilstedeværelse og samtidig bidrage aktivt til den grønne omstilling i Sydafrika. Ved at kombinere eftertragtede danske løsninger med lokale behov skabes der både forretningsmuligheder og bæredygtige resultater.