Frankrig accelererer efterspørgsel på energieffektiviseringer med 6,7 milliarder
Frankrigs enorme genopretningsplan afsætter EUR 6,7 mia. til energieffektivisering, hvilket giver store muligheder for højt specialiserede danske virksomheder inden for bygge- og boligsektoren.
Det er ikke bare en stor udfordring, hvis Frankrig skal være i stand til at nå sine klimamål, nationale såvel som internationale, men også et presserende problem set i lyset af de markant forhøjede energipriser netop nu.
Men udfordringerne har også kraftigt udvidet markedet for energieffektivisering og skabt en enorm – og meget konkret – efterspørgsel på løsninger, der kan nedbringe landets energiforbrug så effektivt som muligt. Noget, som i mange år har været en styrkeposition for danske virksomheder.
UDBUD MED MILLIARDER I RYGGEN
I erkendelse af landets store udfordringer med en haltende energieffektivitet har Frankrig ikke alene indført ny lovgivning, der pålægger store dele af bolig- og byggesektoren at øge energieffektiviteten; landets enorme genopretningsplan, France Relance, har også energieffektivitet højt oppe på prioriteringslisten.Af den i alt EUR 100 mia. store genopretningsplan, som blev vedtaget i 2020 midt i coronapandemien, er hele 30 pct. således afsat til den grønne omstilling. Og af de 30 grønne milliarder vil EUR 6,7 mia. specifikt gå til projekter, der fremmer energieffektivitet.
Generelt kom Frankrig ganske hurtigt i gang med sin genopretningsplan og har derfor allerede nu også udbetalt en stor del af midlerne.
Der er dog stadig mange udbud i gang, og nye kommer til. Samtidig er variationen i udbuddene også fortsat meget bred, både hvad angår størrelse og type. Det afslører et hurtigt blik på de franske myndigheders oversigt over France Relance-udbud inden for energieffektivisering.
”Frankrig er bagud med energirenovering af bygninger og har erkendt sit behov for innovative løsninger, der ikke findes på markedet i dag. Der er afsat betydelig finansiering til renovering af både offentlige og private bygninger de kommende år, og en del af pengene er allerede kanaliseret ud hos de store entreprenører. Danmark har et stærkt brand som grøn nation, og danske løsninger er i høj kurs. Det giver tilsammen betydelige markedsmuligheder, både her og nu og på længere sigt. Den mulighed skal vi udnytte til fulde, og derfor arbejder vi på ambassaden strategisk med netop grønt byggeri for at skabe den bedst mulige platform for de danske virksomheder på det franske marked.”
BRED EFTERSPØRGSEL OG HELT KONKRETE MULIGHEDER
Det overvejende fokus i France Relance-udbuddene er gennemgribende renoveringer af særligt den offentligt ejede bygningsmasse.
Et helt konkret eksempel er MassiRéno: Renoveringen af over 2.700 sociale boliger over hele Frankrig, hvor ti større entreprenører har vundet udbud til at udføre ti forskellige projekter til samlet 40 mio. euro.
Et andet eksempel er Bouygues Bâtiment, der vandt et udbud på EUR 14,7 mio. til at renovere en del af Côte d’Azur-universitetet i Nice som del af et større udbud på i alt EUR 54 mio. Renoveringen har særligt fokus på isolering af bygningerne og installation af nyt teknisk udstyr (varmenet, luftbehandling, køleanlæg, belysning, solcellepaneler mv.).
Aktørerne i den franske bolig- og byggesektor har allerede store markedsandele, hvilket giver mulighed for at højt specialiserede danske virksomheder inden for sektoren kan indgå som underleverandører.
De fleste af aktørerne vil have øjnene rettet mod årets største branchebegivenheder, Batimat og Interclima, der finder sted 3.- 6. oktober 2022 i Paris. Her er matchet med danske løsninger helt oplagt, da der fra fransk side allerede er stor interesse for og god erfaring med danske løsninger, som allerede er til stede på det franske marked.
Vil du vide mere om dine muligheder i frankrig?
Kontakt vores rådgivere.