USA
Efter lov i Californien: Blod på tanden på yderligere krav om dyrevelfærd i flere stater
En af de stærkeste dyrevelfærdslove i USA er for nyligt trådt i kraft i Californien – den såkaldte proposition 12. Der er stor opmærksomhed i branchen på, at det kan skabe nye muligheder i USA for danske svineproducenter, der allerede lever op til strenge krav til dyrevelfærd.
Proposition 12
1. juli 2023 trådte Californiens Proposition 12 i kraft. Loven fastsætter produktionsstandarder for svinekød og betyder blandt andet, at alt fersk svinekød der sælges i Californien skal komme fra afkom af søer, der holdes i stier der er mindst ca. 2,2 kvadratmeter per so.Proposition 12 er en af de stærkeste dyrevelfærdslove i USA, og loven har muligheden for at påvirke livet for millioner af opdrættede dyr både i og uden for Californien. Modstandere af loven argumenterer for, at man ikke bør indføre krav til landmænd, der producerer fødevarer uden for Californien, som skal overholdes for, at de fortsat kan sælge deres produkter i Californien. De argumenterer for, at lovens standarder derved vil være en stor omkostning for producenterne af svinekød.
Californien står for 14% af forbruget af svinekød i USA, mens produktionen af svinekød i Californien kun udgør mindre end 2% af den samlede svineproduktion i USA. Det betyder, at loven har vidtrækkende konsekvenser for svineproducenter i de stater, der afsætter svinekød i Californien. Svineproducenter i disse stater skal overveje, om salget til Californien kan opveje de økonomiske omkostninger, der følger ved at omstille produktionen til at leve op til de nye krav til plads i svinestierne.
Stor utilfredshed med loven
I maj 2023 blev loven prøvet ved den amerikanske Højesteret i sagen National Pork Producers Council v. Ross. Sagsøgerne hævdede, at loven er i strid med handelsklausulen i den amerikanske forfatning. Klausulen giver delvist kongressen magt til at regulere handelen mellem staterne og begrænser staterne i at vedtage lovgivning, der forringer handelen staterne imellem. Et snævert flertal kom på trods af overvægt af konservativt-sindede dommere i Højesteret frem til, at Californiens Proposition 12 ikke er i strid med forfatningen, og at Californien har kompetence til selv at fastsætte regler for fødevarer, der sælges i staten. Også selv om det betyder, at produkter, der er produceret uden for staten også skal overholde disse regler.Som modsvar til Højesterets afgørelse genintroducerede en række republikanske senatorer lovforslaget ’Ending Agriculture Trade Suppression Act’ (EATS Act) i Senatet. Formålet hermed er blandt andet at forhindre staterne i at vedtage lovgivning, der påvirker landbrugsproduktionen i andre stater. I Repræsentanternes Hus er en identisk lov også blevet genintroduceret. EATS er en såkaldt ’marker bill’, hvor formålet er, at hele eller dele af lovforslaget skal tilføjes til et større stykke lovgivning, i dette tilfælde er ønsket at EATS tilføjes til Farm Bill. Lovforslaget har dog mødt stor modstand i begge kongressens kamre – især fra demokratiske kongresmedlemmer.
KONSEKVENSER PÅ DET CALIFORNISKE SVINEKØDSMARKED
Allerede nu viser de første indikationer tegn på pres på de californiske markeder efter lovens ikrafttræden. Priserne på svinekød er steget kraftigt, mens udbuddet er faldet - et klassisk symptom på et forsyningschok. For eksempel har ribben og svinekam, de to mest solgte typer af fersk svinekød i Californien, oplevet betydelige prisstigninger i slutningen af juli 2023. Samtidig med prisstigningen har der været et fald i mængden af svinekød solgt i Californien. Den samlede mængde fersk svinekød, der blev solgt i Californien faldt med 23% fra juni 2023 til august 2023.Samme tendens i flere stater
Også i Massachusetts sker der ændringer. Question 3, en lignende lov som Proposition 12, er for nyligt blevet vedtaget i Massachusetts, hvilket allerede har affødt store protester fra svineproducenter og øvrige stater.Triumph Foods er en stor amerikansk svineproducent og ledende aktør i et sagsanlæg mod staten ved domstolene i Massachusetts. Triumph hævder, at Question 3 diskriminerer svinekødsproducenter, der er lokaliseret uden for Massachusetts.
Staten Iowa har med 12 øvrige stater bag sig indgivet en erklæring i forbindelse med sagen mod Massachusetts med støtte til påstanden om, at Question 3 er forfatningsstridig. Massachusetts’ Question 3 går endnu længere end Californiens Proposition 12, da det med Question 3 bliver ulovligt blot at transportere svinekød gennem Massachusetts såfremt det ikke lever op til kravene i loven. Det betyder, at selv om svinekød produceret i for eksempel Iowa lever op til alle fødevaresikkerheds- og kvalitetsstandarder i både Iowa og på føderalt plan, så kan det ikke sælges i eller transporteres gennem Massachusetts, såfremt det ikke også opfylder Massachusetts' krav til dyrevelfærd i Question 3.
Ifølge de sagsøgende stater overtræder Question 3 flere dele af den amerikanske forfatning. Afgørelse i sagen fra Massachusetts’ District Court forventes at falde i januar 2024.
KONSEKVENSER FOR SVINEKØDSMARKEDET I USA
De retlige opgør omkring disse typer dyrevelfærdslove, der kan have stor indvirkning på markedet, viser den store splittelse mellem på den ene side hensynet til dyrevelfærd og på den anden side hensynet til landbruget/markedet.Afgørelsen fra Højesteret om Proposition 12 betyder, at denne type lovgivning på statsligt niveau kan accepteres for nuværende. Vi kommer formentlig til se, at flere stater følger trop, som for eksempel Massachusetts har gjort det med Question 3. Både Proposition 12 og Question 3 er dog i fare såfremt en række republikanere i både Senatet og Repræsentanternes Hus formår at gennemføre føderal lovgivning, som for eksempel EATS Act, der forbyder denne type statslig lovgivning.
Konsekvenserne på det amerikanske svinekødsmarked ligner noget, vi kender: Når der stilles flere og højere krav til produktionen og dækningsbidraget falder, så stiger priserne på slutproduktet. Salget af svinekød er samtidig faldet i Californien. Prisstigninger og fald i salg kan der være mange grunde i markedet til, så det er for tidligt at konkludere på effekterne af Proposition 12, og samtidig er de fulde effekter af loven grundet en overgangsperiode ikke slået ind endnu.
Den meget vidtrækkende lov i Massachusetts, hvor det bliver ulovliggjort blot at transportere svinekød gennem staten hvis ikke det lever op til de standarder der følger af Question 3, tager debatten til næste niveau. Det bliver interessant at følge om netop det ekstra skridt længere end Proposition 12, bliver det der kan få fx Højesteret, der er præget af et flertal af republikansk-udpegede dommere, til at afvise loven som forfatningsstridig.
Hvad betyder dette for danske virksomheder? Det er for tidligt at spå om, men der er stor opmærksomhed i branchen på, at de kan skabe nye muligheder i USA for danske svineproducenter, der allerede lever op til strenge krav til dyrevelfærd.
Kontakt
Loading...