Gå til indhold
Kenya

Danske virksomheder kan spille en central rolle i Kenyas digitale transformation

Nairobi, Kenya – Kenya er i fuld gang med en digital revolution, og potentialet for vækst inden for tech og digitalisering er enormt. Med et blomstrende økosystem af tech-startups og store internationale spillere, er Kenya blevet en attraktiv scene for global innovation og entreprenørskab. Dette dynamiske miljø giver danske virksomheder muligheder for samarbejde og vækst i en region, der hurtigt er ved at blive en af de førende inden for digital økonomi i Afrika.
quote ikon
“Kenya is your gateway to the Silicon Savannah, to the East African Community, the most integrated regional market of 500 million people, and a Pan-African market of 1,4 billion. If you build it in Kenya, it works for Africa, and if you set it up in Kenya, your African footprint is guaranteed”
- President of Kenya H.E William Ruto
Kenyas regering har sat digitalisering højt på dagsordenen som en central vækst-driver. Dette ses i deres ambitiøse "Digital Economy Blueprint", der fokuserer på at skabe et inklusivt digitalt samfund. Med initiativer som "The National Digital Master Plan" og "Kenya National Digital Skills Strategy" er fundamentet for en omfattende digital transformation lagt. Dette skaber et landskab fyldt med muligheder for danske virksomheder, især inden for Govtech (e-governance), Fintech og udbygning af den digitale infrastruktur.

Udfordringer og muligheder

Trods et lovende udgangspunkt, kæmper Kenya med en række udfordringer, herunder høje lånebyrder og en (digital) infrastruktur, der stadig er under udvikling. Dette understreger behovet for stærke lokale og internationale partnerskaber for at adressere disse risici. Danske virksomheder med ekspertise i digitale løsninger kan finde attraktive nicher i dette marked rettet mod myndigheder, borgere og virksomheder.

EU's "Team Europe Initiative" (TEI) under EU’s Global Gateway har anerkendt Kenyas progressive digitaliseringsagenda og støtter op om landets ambitioner med betydelige investeringer. TEI fremmer initiativer, der skal sikre, at digitaliseringsprocessen bliver brugercentreret og bidrager til inklusiv og grøn vækst. Dette åbner dørene for danske virksomheder, der kan bidrage med deres knowhow og teknologi til disse EU-finansierede projekter.

Verdensbankens har godkendt finansiering på USD M390 til 1. fase af programmet ”The Kenya Digital Economy Acceleration Project”, hvilket er med til at skabe en solid platform for danske tech-virksomheder, som kan drage fordel af de tiltagende forbedringer inden for landets teknologiske rammebetingelser.

VEJEN ER GENNEM PARTNERSKABER

Det understreges gang på gang, at nøglen til succes på det kenyanske marked er gennem partnerskaber. Danske virksomheder, der kan kombinere dyb teknologisk indsigt med en forståelse for de lokale forhold, vil være godt positionerede til at udnytte disse muligheder. Den danske ambassade i Nairobi står klar til at facilitere disse partnerskaber og tilbyder sin ekspertise og netværk til at styrke samarbejdet mellem danske og kenyanske virksomheder. Med det blomstrende digitale landskab er der god grund for danske tech virksomheder til at engagere sig i Kenyas digitale fremtid. 

"Tiden er nu. Kenyas digitale transformation er ikke kun en mulighed for landet selv men også for danske virksomheder, der ønsker at udvide deres internationale fodaftryk i det globale syd," siger Christian Staffeldt, handelschef ved den danske ambassade i Kenya.

Kontakt

For mere information om mulighederne inden for tech- og digitalisering i Kenya, kontakt venligst:
Loading...