Gå til indhold
storbritannien

Danske tech start-ups kan få adgang til kapital og viden i London

Det britiske marked har et kæmpe potentiale for danske tech-start ups. Ambassaden i London kan give jer et forspring på det britiske marked ved at finde både kapital og de rigtige samarbejdspartnere.
Hvordan tiltrækker du investorer? Hvordan bryder du ind på nye markeder udover Danmark? Hvordan skalerer du op og bliver international? Er du god nok til at pitche din ide? 

Svarene på disse spørgsmål er i mange tilfælde afgørende for en innovativ virksomheds overlevelse. Derfor får danske virksomheder nu muligheden for at få et unikt indblik i og inspiration fra den britiske tech-verden samt en række strategiske råd om, hvordan de rigtige investorer tiltrækkes, og hvordan man kan erobre det store, britiske marked.

Venturekapitalister har gennem de sidste seks år øget deres investeringer, og i 2018 overgik investeringerne en værdi af 1.700 milliarder kr. på verdensplan. Ifølge KPMG var de sektorer, der tiltrak flest investeringer AI, automatiske køretøjer, kørefartstjenester, sundhedsteknologi og bioteknologi.
Dette ses også i Europa, hvor der i Storbritannien og specielt i London bliver investeret enorme summer i tech-virksomheder hvert år. London-baserede tech-virksomheder tiltrak i 2018 cirka 15 mia. kr. fra venturekapitalister. Det er næsten dobbelt så meget som i Berlin, der med 8 milliarder kr., var den europæiske storby, som tiltrak næstflest investeringer indenfor tech. Til sammenligning tiltrak tech-virksomheder i København i 2018 investeringer til en værdi af næsten 1 milliard kroner og er placeret på ottendepladsen i rangeringen.

Hvis værdierne analyseres per land i Europa er billedet det samme. Storbritannien fører an med investeringer for en værdi af 22 milliarder kr. i 2018, hvilket er 80 procent højere end Tyskland på andenpladsen. Derved tiltrækker London cirka 72 procent af investeringer i Storbritannien til teknologiske virksomheder. Ifølge London & Partners besidder London de essentielle faktorer for start-ups - nemlig universiteter i verdensklasse, en international samling af talentfuld arbejdskraft, Europas største finansielle marked og sidst, men ikke mindst er det springbræt til det store britiske marked.

Deltag i strategisk start-up-program

På ambassaden i London ønsker man at positionere danske tech start-ups på det investeringstunge, britiske marked og har derfor udviklet et strategisk start-up-program til formålet. Det halvårlige 'Canute'-program giver således ti danske markedsklare tech-start-ups mulighed for at deltage i tre dages intenst program med fokus på hvordan man bryder igennem på det britiske marked.

Canute er tidligere løbet af stablen fire gange i London, og alle gange med stor succes. Her har virksomheder som Gaest.com, Aryze og Happy Helper haft gavn af ambassadens rådgivning og netværk. Som en del af programmet får de deltagende virksomheder bl.a. mulighed for at snakke med andre nordiske virksomheder, der har skaleret deres business til Storbritannien, møde venturekapitalister i deres eget miljø, få råd fra flere af Londons mest succesfulde acceleratorer og ikke mindst teste deres pitch på professionelle investorer.

John Farooque Dar, CEO ved Intercompany Software udtalte efter deltagelse i CANUTE-programmet:

”I am so happy that I participated in the CANUTE programme together with a dream team of other Danish scale-ups. The programme was thought through and perfectly executed. I would recommend it to any start-ups scaling to the UK”.

Canute foregår næste gang 29.-31. oktober 2019 og igen 3.-5. marts 2020 i London. Prisen for deltagelse er 7.500 kr., hvilket inkluderer to personer.

Tag kontakt til ambassaden i London og hør mere om praktik og tilmelding.

 

vil du vide mere om markedsmulighederne for danske start-ups i London?

Så tag kontakt til ambassaden og få lokal ekspertviden:

Loading...

    vil du læse mere om hvad, der hitter på det britiske marked? se vores relaterede indhold

    Loading...