Danske spildevandsløsninger er efterspurgte “down under”
Australien oplever høj befolkningsvækst, og generelle krav og mål for at reducere energiforbrug og CO2-aftryk er kommet på agendaen i flere delstater, fx Victoria, South Australia og New South Wales. Især den urbane befolkningsvækst medfører, at spildevandsforsyningerne leder efter løsninger, som kan øge kapaciteten på eksisterende renseanlæg.
I øjeblikket bliver der investeret i opgraderinger af udtjente renseanlæg. Det sker med et fokus på procesoptimering for at øge effektivitet og reducere driftsomkostninger.
Vi oplever stor interesse og efterspørgsel for de danske spildevandsløsninger, erfaringer og energieffektive komponenter, der kan hjælpe lokale kommuner og forsyninger i Australien og New Zealand i mål med at reducere deres energiforbrug og øge effektiviteten,
vandsektoren vokser
Siden ”The Millennium Drought” har den australske vandsektor progressivt arbejdet med ressourceeffektive tiltag og projekter, da Australien også siden da har været – og fortsat er – ramt af tørke i flere områder, og vand er en knap ressource.
Den australske vandsektor oplever stor vækst. Det forventes, at industrien vil vokse med to procent årligt de kommende fem år – svarende til en årlig omsætning på 32 milliarder danske kroner.
For at understøtte den grønne omstilling i vandsektoren yder New Zealand og flere delstater i Australien blandt andet økonomisk støtte til optimeringsprojekter, herunder spildevandsprojekter, der medvirker til reduktion af energiforbrug og CO2-aftryk. Dermed øges også det økonomiske incitament for at sætte klimarigtige projekter i søen.
Stigende energipriser i både Australien og New Zealand gør incitamentet for at tænke i energieffektive løsninger endnu stærkere. Udviklingen af energipriserne forventes at være signifikant i de kommende år. Det forventes, at prisen i New Zealand vil stige med over 50 procent. Derfor vil især langsigtede løsninger – som kan reducere energiforbrug og klimaaftryk i hele levetiden, adressere klimatilpasning og øge modstandsdygtigheden af hele vandets kredsløb – være attraktive for spildevandsforsyninger i Oceanien.
Der efterspørges konkrete spildevandsløsninger til:
- Energi- og procesoptimering
- Automation
- Maskinudstyr og komponenter
- Energieffektiv desinfektion
Dette gør sig gældende ved for eksempel vandforsyningen Barwon Water i delstaten Victoria, nær Melbourne. De søger i øjeblikket et projektteam eller partnerskab, som kan facilitere og levere initiativer inden for energioptimering – på tværs af hele deres infrastruktur for drikke- og spildevand. Dette omfatter udvikling og implementering af både lavthængende frugter og længerevarende løsninger, der understøtter Barwon Waters 2030-strategi, som inkluderer mål for reduceret energiforbrug og CO2-neutralitet.
I regionen omkring Australiens hovedstad, Canberra, har 11 kommuner, som er medlem af sammenslutningen for kommuner Canberra Region Joint Organisation (CRJO), påbegyndt planlægning eller udførelse af over 50 store vand- og spildevandsprojekter – med et samlet budget på knap en halv milliard danske kroner. Det inkluderer for eksempel:
- Queanbeyan Renseanlæg: Opgradering af eksisterende anlæg.
- Bungendore Renseanlæg: Udvidelse af eksisterende anlæg samt procesoptimering.
- Jindabyne Renseanlæg: Opgradering af eksisterende anlæg samt procesoptimering for at øge effektivisering og ”rensningskvalitet” i højsæson.
The Trade Council i Australien arbejder med eksport af dansk vandteknologi og hjælper danske virksomheder, primært SMV’er, med at introducere deres ressource- og energieffektive løsninger på lokale renseanlæg i Australien og New Zealand.
Vil du sælge spildevandsløsninger til Australien og New Zealand?
Så kontakt det danske generalkonsulat i Sydney og hør mere om eksportpotentialet: