Gå til indhold
Egypten

Danske løsninger på agendaen under COP27 i Egypten

Til november ankommer verdens største klimakonference til en af klodens varmeste regioner. En dansk pavillon vil eksponere danske løsninger under topmødet - skal din virksomhed være med?
I år er det Egyptens tur til at være vært for verdens største klimakonference. Årets vært vil sætte fokus på at omdanne løfterne om klimafinansiering fra rige lande til konkrete projekter, der kan hjælpe udviklingslande. 
quote ikon
"Vi ønsker, at COP27 skal handle om at bevæge sig fra løfter til implementering, og vi ønsker at fremhæve hvilke praktiske politikker og initiativer, der faktisk kan omdanne løfter til handling”.
Rania Al Mashat  Minister for Internationalt Samarbejde

Dialogkaffe med internationale og egyptiske aktører

COP27 omtales lokalt og uformelt som COP of Visibility eller Investment COP, fordi Egypten vil bruge konferencen til at fremvise konkrete grønne initiativer. 

Som vanligt vil aktiviteterne også ved dette års COP blive delt op i en såkaldt ”grøn” og ”blå” zone, hvor deltagere fra hele verden vil mødes til både formelle forhandlinger og uformelle dialoger angående fremtidige klimainitiativer.

Kort fortalt er den ”blå” zone primært rettet mod dialog mellem repræsentanter registreret ved FN-organer med henblik på at tilvejebringe en samlet løsning på verdens klimaudfordringer. Den ”grønne” zone vil danne rammerne for debatter mellem ungdomsgrupper, civilsamfund og en række virksomheder med interesse i den grønne omstilling.

Ligesom ved sidste års COP26 i Glasgow, vil den danske pavillon igen være placeret i den ”blå” zone, således at danske virksomheder får de bedste chancer for at etablere tætte forbindelser til internationale beslutningstagere. Med andre ord vil den danske pavillon være en platform for dialog mellem offentlige og private aktører. Det forventes derfor at en række networking events, mødeaktiviteter, og receptioner vil finde sted i den danske pavillon med deltagelse af både danske of internationale repræsentanter. 

Den danske pavillon er sat op i et samarbejde mellem State of Green, Dansk industri og The Trade Council, og vil være et potentielt udstillingsvindue for omkring 35.000 internationale besøgende, hvor der vil være gode muligheder for at komme i dialog med lokale, egyptiske aktører.

Ud over den sædvanlige blå og grønne zone er der også tale om at etablere en såkaldt ”turkis” zone med henblik på at fremvise egyptiske succeshistorier og lokale initiativer. Fra egyptisk side forventer man specifikt at holde en maritim dag, hvor der således er potentiale for at imødekomme Egyptisk ønske om showcasing af initiativer.

Egypterne efterspørger danske løsninger

Især i løbet af de seneste år, har danske virksomheder markeret sig på det egyptiske marked for bæredygtig energi. Den indsigt og erfaring, som danske virksomheder bringer med sig, er meget efterspurgt på det egyptiske marked.

Af samme årsag indgår The Trade Council i Egypten også i et tæt samarbejde med de egyptiske myndigheder. Et eksempel på det samarbejde er et nyligt afholdt dansk eksportfremstød med fokus på udvikling af grøn hydrogen i Egypten, hvor flere møder med egyptiske myndigheder og private aktører fandt sted. Klimatopmødet i Sharm El Sheikh præsenterer her en oplagt mulighed for at promovere og løfte sådanne samarbejdsrelationer til nye højder.

 

Vil din virksomhed promovere klimaløsninger i Egypten?

Så tøv ikke med at kontakte The Trade Council i Kairo for at høre mere om dine muligheder i forbindelse med COP27 i Egypten, og hvordan du kan skabe størst værdi i regionen.

I samarbejde med State of Green og Dansk Industri hjælper ambassaden i Egypten din virksomhed med at sikre en effektiv platform under forhandlingerne ved deltagelse i den danske pavillon. Kontakt os for at høre nærmere om dine muligheder.

Læs mere om COP27 her.

vil du vide mere?

Kontakt gerne vores rådgiver.

Loading...